Brøndby-træner drømmer om europæisk succes

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Sidste år spillede FC Basel sig frem til semifinalen i Europa League, og hvis schweizerne kan sådan noget, så er det også muligt for Brøndby.

Det fortæller Brøndby-træner Thomas Frank i det kommende nummer af Idrætsliv.

På spørgsmålet om, hvor Brøndby er om 10 år, svarer Thomas Frank:

- Så er vi igen en magtfaktor i dansk fodbold. Vi er tilbage til dengang, hvor vi var helt på toppen. Min version og drøm er i hvert fald at løfte det hele op på et niveau, hvor vi er de bedste i Danmark og også præsterer europæisk.

- Hvis FC Basel kan komme i semifinalen i Europa League, så kan vi sgu også komme deropad, hvis det hele flasker sig, siger Thomas Frank.

Han er i gang med sin første sæson som cheftræner i Brøndby, der med fem spillerunder tilbage af Superligaen ligger på en fjerdeplads.

- Vi er en klub, der på alle fronter er på vej fremad. Sportsligt, kommercielt og talentmæssigt. Man kan mærke energien herude i øjeblikket. Folk vil bare det bedste i Brøndby, og man vil tilbage til toppen af dansk fodbold. Vi kommer buldrende på alle parametre, siger han.

Brøndbys næste kamp er på søndag hjemme mod FC Vestsjælland.

/ritzau/