Dortmund er klar til tysk pokalfinale

Skrevet af admin

16/04/2014

Dagens topnyheder

Borussia Dortmund har måttet se rivalen Bayern München vinde det tyske mesterskab, og Dortmund er desuden ude af Champions League efter samlet nederlag til Real Madrid.

Men Dortmund kan stadig nå at vinde en titel i denne sæson. Klubben spillede sig tirsdag aften frem til den tyske pokalfinale.

Det skete med en sejr på hjemmebane over Wolfsburg, der blev slået 2-0.

Dortmund, der inden for den seneste uge både har slået Real Madrid og Bayern München, fulgte op på den gode form fra begyndelsen af semifinalen.

Bare 12 minutter var spillet, da den armenske offensivspiller Henrik Mkhitaryan gjorde det til 1-0.

Kort inden pausen punkterede angriberen Robert Lewandowski kampens spænding ved at øge til 2-0.

Wolfsburg forsøgte at angribe for en reducering i anden halvleg, men det lykkedes aldrig at bringe nyt liv til kampen.

Med Dortmunds sejr er der gode chancer for en drømmefinale. I den anden semifinale, der spilles onsdag, er Bayern München således storfavorit mod Kaiserslautern fra den næstbedste tyske række.

Pokalfinalen spilles 17. maj.

/ritzau/