Klopp efter nyt Dortmund-nederlag: Godt året er slut

Skrevet af admin

20/12/2014

Mest læste i dag

Borussia Dortmund tabte lørdag endnu en gang i Bundesligaen, da vicemestrene led et nederlag på 1-2 ude til Werder Bremen.

Dermed forlod hjemmeholdet sidstepladsen, mens Dortmund som minimum overvintrer som næstsidst, hvilket er ensbetydende med en nedrykningsplads.

- Al kritik, som kommer mod os nu, er helt retfærdig, siger Dortmund-træner Jürgen Klopp ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det var billedet på vores sæson indtil nu. Vi gjorde det ikke godt i første halvleg. Den gode nyhed i dag er, at vi ikke skal spille mere i år, siger træneren.

Nederlaget til Werder Bremen er Dortmunds 10. i 17 kampe i ligaen i denne sæson, hvor klubben blot har hentet 15 point midtvejs i sæsonen.

Siden Jürgen Klopp overtog Dortmund i sommeren 2008, har klubben maksimalt indkasseret ni nederlag, og det vel at mærke efter alle sæsonens 34 kampe.

/ritzau/