Kollega forstår Mourinho: Jeg ville have været rasende

Skrevet af admin

20/04/2014

Dagens topnyheder

Chelsea tabte et måske afgørende skridt i den engelske mesterskabskamp med lørdagens 1-2-nederlag på Stamford Bridge til Sunderland.

Gæsternes sejrsmål faldt i slutfasen på et tvivlsomt straffespark, som fik Chelsea-manager José Mourinho og hele portugiserens bænk op i det røde felt.

Sunderlands manager, Gustavo Poyet, fortæller, at han ville have reageret på nogenlunde samme måde, hvis han havde været Mourinho.

- Hvis jeg var kommet ud for det, så havde jeg gjort det samme, siger Poyet.

- Følelserne kører, og det er et afgørende øjeblik for hele sæsonen. Det kan være det øjeblik, der afgjorde mesterskabet.

- Når det er dig, der bliver tildelt straffesparket, så kan man godt se, hvorfor dommeren giver det til dig.

- Men hvis det er imod dig, så ville jeg have været rasende. Det er helt sikkert, fortæller Sunderland-manageren, der kæmper for at sikre sin klub en ny sæson i Premier League.

Sunderland er trods sejren fortsat sidst i ligaen.

Chelsea er med tre kampe tilbage af sæsonen to point efter Liverpool på førstepladsen. Liverpool har endda spillet en kamp færre end London-holdet.

/ritzau/