Parken-aktie stiger dagen efter europæisk succes til FCK

Onsdag aften gav en forløsende scoring FC København en sammenlagt sejr på 2-1 over Apoel Nicosia fra Cypern og en billet til Champions League.

Torsdag morgen er det så ejerselskabet Parkens aktiekurs, der scorer kassen på fondsbørsen.

Dagen efter FC København indløste billetten til Champions League steg værdien af Parkens aktier med 16 procent, umiddelbart efter handlen åbnede torsdag morgen på fondsbørsen i København.

Efter de indledende opkøb faldt aktiens kurs i de efterfølgende minutter. Efter knap en halv times handel lå aktien i kurs 82,5. Det er dog stadig en stigning i værdien på 10 procent. Det gør Parkens aktie til den bedste præsterende aktie på fondsbørsen i København.

FC Københavns sammenlagte sejr over Apoel Nicosia fik Parken til at opjustere forventningerne til årsregnskabet med 200 millioner kroner.

Allerede før kampen onsdag aften steg aktiekursen for Parken Sport & og Entertainment, som selskabet formelt hedder, med 3,5 procent. Det kommer efter en måned, hvor aktien er steget med 19 procent.

/ritzau/

Dagens Gossip