Real Madrid vinder trods Bayerns belejring

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Bayern München havde bolden, men Real Madrid havde chancerne og vandt med 1-0 i de to europæiske giganters første Champions League-semifinale i Madrid onsdag aften.

Real Madrid fik dermed skovlen under klubbens gamle rival, Bayern-træner Josep Guardiola, der i sin Barcelona-fortid som regel havde krammet på hovedstadsklubben.

Karim Benzamas tidlige scoring afgjorde en underligt udramatisk, men taktisk interessant, kamp mellem to stilarter. Og med 1-0-føringen i ryggen kan Real Madrid gå ind til returkampen i næste uge vel vidende, at et udebanemål i München vil bringe tyskerne i store vanskeligheder.

Ligesom i kvartfinale-udekampen mod Manchester United demonstrerede Guardiolas mænd langt hen ad vejen næsten perfekt positionsspil, men også en meget ringe evne til at skabe store chancer ud af det kolossale spilovertag.

Real Madrid forsvarede sig kløgtigt og med stor afklarethed, og holdet besidder - trods savnet af sygdomsramte og bænkede Gareth Bale - en række hurtige og kontrastærke spillere, der forstår at lukrere på modstandernes boldtab.

Da Arjen Robbens flugter efter knap 20 minutters spil blev blokeret, var der pludselig åbent for modangreb. Real Madrids venstre back Fábio Coentrão blev spillet igennem, og hans meget præcise tværpasning kunne Karim Benzema let støde ind til 1-0-føring.

Det var næsten bizart, at spanierne - stort set uden at have haft bolden - kort efter var lige ved at bringe sig to mål foran.

En ny tværaflevering endte for fødderne af Cristiano Ronaldo, men målmaskinen formåede ikke at kontrollere den let hoppende kugle og tordnede den over Manuel Neuers mål.

Ronaldo, hvis skadede lår akkurat var blevet helbredt i tide, forblev dog en perifer figur, inden han blev skiftet ud for Bale i slutfasen.

Men superstjernens afgang fik ikke den store betydning, fordi Bayern allerede inden da var løbet tør for idéer.

Sydtyskerne måtte ofte hænge deres hatte på solopræstationer fra Arjen Robben, og det må bekymre de forsvarende mestre, at de kun yderst sjældent formåede at tvinge Real Madrid-keeper Iker Casillas til en regulær redning.

Mario Götzes halvflugter seks minutter før tid var den største udfordring, den erfarne målmand blev sat på i løbet af de 90 minutters belejring.

Det er for lidt, og det har Guardiola nu seks dage til at finde en løsning på. Hvis ikke Bayern-bossen kommer ud af tænkeboksen med en brugbar plan inden returkampen, kan titelforsvaret i Champions League snart være forbi.

/ritzau/