Ronaldo fuldfører træning inden Champions League-brag

Skrevet af admin

21/04/2014

Mest læste i dag

Cristiano Ronaldo har ikke været i aktion, siden han udgik kort før tid i Real Madrids 3-0-sejr over Borussia Dortmund i den første Champions League-kvartfinale den 2. april.

Siden har han kæmpet for at nå at blive klar til onsdagens første semifinale i samme turnering mod den forsvarende mester, Bayern München, i Madrid.

Mandag var der godt nyt for spanierne. Portugiseren trænede med i fuldt omfang to dage inden den vitale kamp.

- Cristiano Ronaldo fuldførte hele træningen med resten af truppen, skriver Real Madrid på sin hjemmeside.

Ronaldo er gået glip af fire kampe grundet skaden i baglåret. Herimellem pokalfinalen mod FC Barcelona, som Real vandt 2-1.

Her trådte den dyrt indkøbte waliser Gareth Bale for alvor ind på den store scene med sit pragtmål til 2-1 kort før tid.

Men også den tidligere Tottenham-stjerne er tvivlsom til onsdagens brag i Champions League, der af mange betegnes som den moralske finale.

Bale var ikke i stand til at træne mandag, da han har pådraget sig en influenza, skriver klubben uden at antyde, om man forventer, at Bale når at komme sig til onsdagens kamp, der begynder klokken 20.45.

Der er returkamp tirsdag den 29. april i München.

/ritzau/