Stephan Andersen: Jeg gamblede og vandt

Skrevet af admin

25/04/2014

Dagens topnyheder

Projektet om at sikre den hollandske klub Go Ahead Eagles endnu en sæson i den bedste hollandske fodboldrække er så godt som lykkedes for Stephan Andersen.

Den danske landsholdskeeper, som skiftede fra spanske Betis til Go Ahead Eagles i januar på en halvårig lejeaftale, kan se tilbage på et succesfuldt forår.

- Jeg gamblede og vandt. Det er jeg glad for nu, hvor vi med to kampe tilbage af sæsonen har bevæget os væk fra den dengang meget faretruende nedrykning og er så godt som reddet i Æresdivisionen.

- Kun i den yderste teori kan det gå galt, og selv om der kan ske de vildeste ting i fodbold, så nægter jeg at forestille mig det, skriver Stephan Andersen i sin blog på bold.dk og tilføjer:

- Faktisk kan vi godt gå og drømme om, at vi med et par gode kampe til sidst spiller os op i den bedste halvdel af rækken, og det vil være en stor præstation for en oprykker og tegn på et flot forår.

Go Ahead Eagles er seks point over nedrykningsstregen, og der resterer kun to kampe i Æresdivisionen. Stephan Andersen har været fast mand på holdet.

- Jeg har følt mig tilpas med min rolle som rutineret stamspiller og min høje status i kraft af min internationale erfaring - for det er en status, jeg ikke kan løbe fra, selv om jeg omvendt absolut heller ikke er blevet sat op på nogen piedestal og båret igennem.

- Det er jo først og fremmest hårdt arbejde, en nedrykningstruet klub har brug for, påpeger han.

Stephan Andersen håber, at forårets præstationer giver ham mulighed for at stå for Danmark i de kommende landskampe.

- Og så har mit ophold i Holland naturligvis givet god kamptræning i nogle kampe med en masse på spil.

- Jeg vil da tro, at jeg med de 28 kampe, jeg når op på i denne sæson for Betis og Go Ahead ligger i den bedste halvdel med spilletid blandt de udlandsprofessionelle landsholdsspillere.

- Og det er et fint fundament for min indsats på landsholdet og for næste sæson - og godt for selvtilliden, at missionen lykkedes, mener Stephan Andersen.

Det er endnu uvist, hvor Stephan Andersen fortsætter karrieren efter denne sæson. Betis, som han er på kontrakt hos, ligger til nedrykning i den spanske Primera Division.

/ritzau/