Troels Bech: Jo mere vi løber, jo nemmere vinder vi

Skrevet af admin

11/04/2014

Dagens topnyheder

OB's cheftræner Troels Bech har udtaget truppen til lørdagens kamp mod FC Midtjylland. Fynboerne må se bort fra en skadet Dusan Djuric, mens resten af truppen er klar til kamp.

- Modsat FC Midtjylland har vi ikke så mange skader, og jeg glæder mig over, at vi selv kan vælge i truppen, hvem der skal med i bussen, og hvem der skal starte på banen, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside.

- Vi skal sørge for at være gode på bolden og bevægelige nok til at beholde den. Men vi må også acceptere, at der bliver duelspil mod et hold, der er glad for at tackle.

- Så vi skal vinde vores part af duellerne, og så skal vi huske, at jo mere man løber, jo nemmere er det at vinde, siger han.

I forårets første kamp vandt OB med 2-1 over FC Midtjylland, og det har været kendetegnende for mange af sæsonens kampe, at det har været svært for favoritten at leve op til forventningerne.

- Sådan er hele ligaen i år. For et par runder siden var det noget nær 45 procent af alle kampene, hvor det undertippede hold vandt. Vi kan konstatere, at vi har spillet helt lige med de fleste, uanset om det var top eller bund.

- Vi slog FC Midtjylland i overtiden, mens vi spillede uafgjort mod Viborg, og reelt var vi vel tættere på sejren mod Viborg, end vi var mod Midtjylland.

- Så vi skal søge de marginaler, der kan tippe det over til os, ligesom i den første kamp mod FC Midtjylland, og det kræver en enorm teamspirit og en stor opbakning, siger Troels Bech.

Kampen mellem FCM og OB begynder lørdag klokken 17.

/ritzau/