West Ham sænker Liverpool med højt tempo og lynmål

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

Liverpool blev taget noget så eftertrykkeligt på sengen af West Ham i lørdagens sene Premier League-kamp, der endte med en 3-1-sejr til West Ham.

Hjemme i London kom West Ham flyvende ud til opgøret, og allerede i kampens andet minut blafrede netmaskerne bag Liverpool-målmand Simon Mignolet. Det var den tidligere FC Midtjylland-spiller Winston Reid, der fik bolden over stregen efter en dødbold.

Liverpool har store problemer, når modstanderne får dødbolde i nærheden af Liverpool-feltet, og der blev ikke dækket godt nok af ved bageste stolpe, hvorfor bolden blev sendt retur ind midt for mål, hvor Reid fik den i nettet.

Og det var ikke nok til at vække Liverpool.

Bare fem minutter senere blev det 2-0, og målmand Simon Mignolet så ikke heldig ud, da Diafra Sakho efter et ryk i West Hams højreside sendte bolden over belgieren med et lob fra en relativt spids vinkel. Belgieren var kommet for langt ud af sit mål.

Liverpool var overrumplet, bagud 0-2 og fortsat under massivt pres af et meget aggressivt og angrebsivrigt West Ham-mandskab.

Godt midtvejs i halvlegen hamrede Raheem Sterling bolden i kassen til reducering og fornyet Liverpool-håb, men West Ham var klart det bedste hold før pausen og fortsatte med at satse offensivt efter Liverpools scoring.

Billedet var et noget andet efter pausen, hvor Liverpool viste sig fra en langt bedre side, men scoret fik gæsterne ikke. De var tæt på i flere omgange, mens West Ham i slutfasen koncentrerede sig om at forsvare sig.

Midt i Liverpools forsøg på at fremtvinge en udligning fik West Ham chancen og udnyttede den. Morgan Amalfitano slog sejren fast med en tåhyler kort før tid.

Sejren var West Hams anden i Premier League i sæsonen, og klubben overhaler med de tre point Liverpool i tabellen. Liverpool er noteret for seks point i fem kampe og er nummer ni i ligaen, West Ham har et point mere på ottendepladsen.

/ritzau/