13 danskere smittet med leverbetændelse: Nu trækkes disse dadler tilbage

Skrevet af Ane Sørensen

06/02/2018
Foto: Shutterstock (arkivfoto)
Foto: Shutterstock (arkivfoto)
Partier af dadler tilbagetrækkes på grund af mistanke om, at de kan indeholde hepatitis A-virus.

Dagens topnyheder

RM Import A/S kalder visse partier af dadler tilbage på grund af mistanke om, at de kan indeholde hepatitis A-virus.

Hvis der er hepatitis A-virus i dadlerne, kan du blive syg med leverbetændelse, når du spiser dem.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om Juicy Dates-dadler med følgende oplysninger:
Nettovægt: 400 g
Lot numrene:
L3130424; L3130425; L3130426; L3130427
L3130428; L3130507; L3130508; L3130509
L3130510; L3130511; L3130517; L3130519
L6130603: L6130615; L7130512 og L7130515
Bedst før datoer: alle datoer for disse lotnumre
EAN stregkode: 5708147003186

De pågældende dadler er solgt i Rema1000-butikker over hele landet.

Foto: Fødevarestyrelsen

I forbindelse med et sygdomsudbrud med hepatitis A, er der en begrundet mistanke om, at kilden til udbruddet skyldes dadler fra et eller flere af disse partier. 

De 13 smittede personer er otte kvinder og fem mænd i alderen 17 - 79 år. Patienterne er blevet syge fra december 2017 og frem og er bosat over hele landet. 12 af dem har været indlagt i forbindelse med leverbetændelsen.

Statens Serum Institut forventer, at der kommer flere patienter end de 13, der er smittet foreløbig. Det skyldes, at der går omkring fire uger, fra man har spist de forurenede dadler, til man eventuelt bliver syg med hepatitis A.

Symptomerne på leverbetændelse er feber, manglende appetit, kvalme, opkast, diarre, muskelsmerter og eventuelt gulfarvning af huden og de hvide dele af øjnene. Hepatitis A smitter især via mad eller drikkevand, som er blevet forurenet med virus fra menneskelig afføring.

Der er ifølge Fødevarestyrelsen ikke mistanke om, at der er hepatitis A-virus i andre pakningsstørrelser, varianter eller partier fra samme leverandør.

Hvis du har købt dadlerne fra ovenstående partier, råder Fødevarestyrelsen til, at du smider dem ud, eller afleverer dem tilbage i butikken, hvor du købte dem.

Læger advarer efter forkert vaccine: Rekordmange danskere bærer smitsom sygdom