Danske Spil mister monopol på bingo – det betyder det for dig

Skrevet af PA

27/06/2017

Dagens topnyheder

Er du med på beatet, når der råbes ”BANKO”, snakkes om sidegevinster og ”Gamle Ole” annonceres? Så er du formentlig en af dem, der kan glæde dig over, at bingospil på nettet fra næste år ikke kun er for Danske Spil. Talspillet bliver nemlig liberaliseret, så der nu kommer flere bingoselskaber til Danmark – formentlig til gavn for spillerne.

 

Bingomarkedet er i dag skruet således sammen, at kun Danske Spil må tage betaling fra spillere for at deltage i bingospil om den samlede præmiesum. Der er med andre ord monopol, ligesom der er det på Lotto og Quick.

 

I dag findes der dog allerede udbydere som Bingoslottet og Balletbingo, der begge tilbyder bingo – men kun i gratis format. Med den nye lovgivning fra 2018 må de forventes at melde sig ind i kampen om bingokunderne, mens Danske Spil formentlig vil fortsætte med at udvikle deres produkt for at opnå konkurrencefordele.

 

Der er dog endnu noget tid til, at kalenderen viser 2018. Ja, faktisk forventes der at gå op til 12 måneder, før lovgivningen er på plads og markedet åbent for alle. Indtil da kan bingosider, der havde tilladelse i Danmark før 2012, kun tilbyde gratis puljer og så klassiske casinospil som blackjack, roulette og spillemaskiner.

 

I 2018 vil odds, casino, poker og bingo således være liberaliseret og åbent for alle, der har en dansk licens. Det samme gælder spil på travsport, der åbnes op samtidig med bingo. Skrabelodder og Lotto forbliver Danske Spils monopoli.