Danskerne er klar til at droppe kontanterne

Skrevet af Ninna Andreasen

22/03/2015

Mest læste i dag

Danskerne er tilsyneladende ved at vænne sig til tanken om en fremtid uden kontanter, skriver Søndagsavisen.

I hvert fald mener hele 57 procent, at det i mindre grad eller slet ikke vi være et problem for dem, hvis kontanter helt afskaffes om en måned, mens 42 procent vil finde det problematisk. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.

- Det er en naturlig konsekvens af, at vi gennem mange år er blevet vænnet til at bruge dankort, netbank og smartphones. Tanken om at afskaffe kontanter er ikke så fjern og utryg, som den var for bare tre år siden,  siger Louise Byg Kongsholm, trendforsker og direktør for Pej-gruppen, til Søndagsavisen.

Det er i sær smartphones, som ser ud til at blive et førende betalingsmiddel.

60 ud af 98 kommuner har allerede indført mobile betalingsmuligheder i mindst én offentlig institution, og Dansk Supermarked har netop lanceret mobilbetaling, som med tiden skal bredes ud til alle andet Bilka-, Føtex- og Netto-butikker.

- Der er en enorm interesse for mobilepay, og det har udviklet sig langt hurtigere, end vi havde forventet. Men vi har selvfølgelig kontanter, lige så længe der er forbrugere, som foretrækker brugen af mønter og sedler, siger Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay-divisionen i Danske Bank.

En melding, som måske beroliger en del af de ældre borgere. For mens kun 14 procent af danskerne mellem 18-35 finder det problematisk at afskaffe kontanter, er det 29 procent over 55 år.

- Der er rigtig mange bekymrede ældre, som ikke er trygge ved den her udvikling, og som føler, at de bliver overset i forbifarten. Derfor er det afgørende, at man fortsat kan bruge mønter og sedler i Danmark, siger Jens Højgaard, Souschef i Ældresagen.