Du bliver stresset af rod derhjemme

Skrevet af Aller Media

07/02/2014
Vidste du, at tøj, der flyder i entreen, papirdynger, der vokser på spisebordet og rod i køkkenet derhjemme kan få dig til at stresse mere – også når du ikke er hjemme i København eller Danmark?

Mest læste i dag

Hjemmet skulle helst være det sted, hvor du kobler af og lader op. En tryg og hyggelig base, der giver dig energi til at klare hverdagens udfordringer. Men rod og bunker kan ødelægge den gode stemning.

- Rod sætter vores hjerne på overarbejde af flere årsager. Rodet signalerer konstant til hjernen, at vores arbejde aldrig er gjort godt nok, fordi bunkerne ligger og venter. Det giver en tyngende følelse af skyld, der stjæler fokus fra det, der ellers er vigtigt, fx at slappe af og være sammen med familien, forklarer psykolog Sherrie Bourg Carter, der har speciale i kvinder og stress.

- Rent visuelt bombarderer rodet også hjernen med sanseindtryk, der stjæler opmærksomhed og distraherer. Og når vi skal bruge energi på at tænke på det, kan vi ikke samtidigt være fuldt til stede for familien eller være kreative eller produktive, forklarer hun.

Fornemmelsen af stress smitter desværre også af på effektiviteten, når man er på job i København eller omegn.

- Hvis man aldrig får koblet af derhjemme, tager man følelsen af stress med sig på sit arbejde. Og når man er stresset, kan selv små opgaver føles uoverskuelige, siger psykologen, og opfordrer til, at man får gjort noget ved sit rod.

Heldigvis er det meget lidt, der skal til, for at hjemmet bliver mere overskueligt og mindre rodet. ISABELLAS boligredaktør har tre klare fif.

1. Det vigtigste råd er at sørge for, at alt derhjemme har en fast plads. Når man ved, hvor tingene bor, ender de ikke i underlige to do-bunker, men kan lægges på plads efter brug.

2. Prioriter de ting, du gerne vil have stående fremme, og som gør dig glad og sørg for, at du har lukkede skabe, skuffer eller store bokse til at gemme de andre ting væk i. På den måde bliver udtrykket i boligen ikke forvirrende.

3. Smid ud! Hold en årlig oprydningsdag, hvor du sorterer grundigt i køkkenskabe, garderobe pulterrum, så rodet ikke hober sig op. Tingene kan du passende give videre til genbrug, og på den måde være med til at tænke bæredygtigt, siger boligredaktør Line Marie Laursen.