Du slipper snart for kø i supermarkedet: Betal med mobilen, når du lægger varen i kurven

Skrevet af Kristine Bugbee

11/09/2017
Snart kan kunder gå ud af supermarkedet uden først at stå i kø ved kassen eller løfte varerne op af vognen.

Dagens topnyheder

I 2018 udruller Coop systemet 'Bip og betal', hvor kunderne selv kan scanne varerne på turen rundt i butikken. I første omgang bliver det indført i alle godt 400 Fakta-butikker.

Det skriver Søndagsavisen

Både scanning og betaling foregår med mobilen, og kunderne slipper derfor for kassekøen.

- Man springer kassen over og går uden om køen. Vi vil gerne gøre det så let og hurtigt som muligt for kunderne at handle i vores butikker. Mange indkøb sker i tiden mellem arbejde og aftensmad, og det er en stressende situation, som vi gerne vil gøre lettere for vores kunder, siger koncerndirektør i Coop Jan Madsen til Søndagsavisen.

Ifølge Karsten Koch, der er partner i konsulenthuset Meng & Company og rådgiver virksomheder om service, har familier aldrig været så stressede, som de er nu.

- Vi har allesammen prøvet at stå som nummer otte i køen, og det er surt, når man gerne vil hjem til familien. Bare 5-10 minutter i kø kan føles som spildtid, hvis man skal nå hjem og lave mad, eller børnene sidder og venter i bilen, siger Karsten Koch.

'Bip og betal' skal efter planen rulles ud i resten af Coops butikker, der tæller Brugsen, Irma og Kvickly, inden udgangen af 2019.

Ingen af stederne er der planer om at afskaffe de bemandede kasser, selvom kunderne fremover vil kunne betjene sig selv, skriver Søndagsavisen.

Hos Dansk Supermarked ser man også på løsninger, der gør indkøbene nemmere for kunderne. Bilka lancerer snart et koncept, hvor man vælger sine varer online og afhenter dem færdigpakket.

Føtex har kasser, hvor man selv kan scanne sine varer, mens Bilka og Lidl begge har et loft over, hvor mange der må stå i kø ved kassen.

- Jeg tror godt, at det kan blive et konkurrenceparameter i kampen om kunderne, hvem der kan tilbyde den nemmeste og hurtigste løsning uden kassekøer. Det vil være meget attraktivt for nogle kunder, at de kan være ude af butikken på tre minutter, hvis de kun skal have lidt brød, yoghurt og mælk, siger Karsten Koch.