37-årige Thomas Hedall Knudsen fra Struer, der siden fødslen har været spatisk lammet i venstre side – og er folkeskolelærer, er fortørnet over Bilka.
Han stod i kø fredag morgen, da Playstation 4 blev frigivet. Klokken 7.20 stillede han sig i kø og foran var der fire foran ham. Og Bilka i Holstebro havde netop fem Playstation 4 til salg, så Thomas Hedall Knudsen regnede med at han var sikret et eksemplar. Men sådan skulle det ikke gå, skriver bt.dk.
- Da klokken nærmede sig 8 kom der selvfølgelig flere og flere kunder til, og vi spurgte personalet, om der ikke blev uddelt numre, som man gør alle andre steder, så alt går retfærdigt til, og man kan gå ind i god ro og orden og i den rækkefølge, man har stået i køen. Men det kunne der ikke. De sagde, at det bare handlede om, hvem der kunne komme hurtigst ned i den anden ende af butikken. Der skulle løbes om kap de 100-150 meter fra hovedindgangen og ned i radio/tv-afdelingen, siger en stærkt fortørnet Thomas Hedall Knudsen til bt.dk.
Han spurgte personalet, hvad han så skulle gøre. Han kunne jo ikke løbe derop:
- Sådan var deres procedure altså. Der var ingen hjælp at hente. Heller ikke hvis man er ældre eller dårligt gående af andre årsager. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og er dybt rystet over det. Jeg har jo stået i kø på den måde masser af gange andre steder, og aldrig før har jeg i dén grad følt mig diskrimineret, som jeg blev lige der. Bilka gjorde mig til andenrangs-borger, siger Thomas Hedall Knudsen.
Han fik som ventet ingen Playstation 4 og det kan Thomas Hedall Knudsen fint leve med:
- Det her handler jo ikke om, hvorvidt jeg har købt en Playstation 4 eller ej. Det handler om, at det ikke er i orden, at man bliver diskrimineret på grund af et handicap, fastslår han.
Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra varehuschefen i Bilka i Holstebro.