LA: Nu skal det være gratis at køre på Storebæltsbroen

Skrevet af Sol Stoffregen

27/08/2016

Dagens topnyheder

Væk med bomme og betalingskøer, det skal ikke koste en krone at køre over Storebælt, hvis det står til Liberal Alliance. Det skriver DR.

240 kroner for at krydse Storebælt er horibelt, mener Liberal Alliances trafikordfører, Villum Christensen, der netop er ude med et forslag om at gøre det ganske gratis at køre over broen.

Og der er flere grunde til, at ændringen vil gøre godt for danskerne.

- Det er en vækstbarriere. Det er der ingen tvivl om. Jeg tror ikke, vi kan finde en eneste økonom, der er uenig i, at hvis vi fjerner broafgiften, så får vi et mere velstående samfund, siger Villum Christensen i DR-programmet 'Langt fra Borgen - Er Storebæltsbroen en pengemaskine?’ og tilføjer:

- Hvis man sætter skat på mobilitet og på, at vi flytter varer og arbejdskraft, så får vi et fattigere samfund.

Det liberale synspunkt vækker kritik hos Socialdemokraterne, der forudser store problemer.

- Det er nødvendigt at betale for den, for det koster jo noget at bygge sådan en forbindelse, og så giver det jo penge til, at vi kan lave andre vigtige investeringer. Så kan vi for eksempel opgradere den fynske motorvej, når der bliver trængsel der, siger socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn, der forudser et kæmpe trafikkaos på den fynske motorvej, som ikke vil kunne klare det forøgede pres.

Rasmus Prehn foreslår, at der i stedet kan hentes penge til at betale broen af ved at snuppe penge fra erhvervsstøtten og tilføre dem i finansloven.

Hvis den omdiskuterede brugerbetaling fortsætter, er regningen for broen betalt i 2029.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: