Masser af kærlighed men få penge: 8 ekstremt billige dateforslag

Skrevet af Samlino.dk

31/10/2014

Dagens topnyheder

Først og fremmest handler dates og romantik om at lære hinanden at kende og bruge kvalitetstid sammen - og det behøver altså ikke at koste en formue for at være hyggeligt.

Hvis du bor i en by med mange caféer, kan du inden daten gå dem igennem for at få overblik over, hvilke caféer der er hyggelige om aftenen, i weekenden eller hvornår du nu skal holde din date.

Her er en stribe billige ideer fra samlino.dk:

1. Kanalrundfart
Hvis du bor i København, bør du overveje at tage din date med ud på en kanalrundfart. Det koster ikke ret meget, og det er en enormt hyggelig måde at lære hinanden at kende på samt se byen fra søsiden. Du kan tage en flaske Asti, kaffe eller noget andet lækkert med, så I har lidt at drikke på turen. Hvis du synes, at det er lidt for omstændigt at sidde med kopper og termokande på båden, kan I drikke kaffen på land og efterfølgende tage på rundfart. Husk servietter og en plastikpose til brugte ting.

Bor du i Århus eller en anden havneby, kan du lave samme trick. Medbring drikkevarer og snacks og hyg løs ved vandet! Nøglen til at dette lykkes er selvfølgelig, at du engagerer dig i det, og viser at du har tænkt daten igennem. Lad være med at storme ned i Netto og købe mariekiks i sidste øjeblik - hvis du lægger lidt sjæl i det, vil det skinne igennem, og hvem vil ikke gerne have en betænksom og kreativ date?

2. Tapas picnickurv
Der er intet så lækkert som nybagt, friskt brød! Overrask din date med en lækker hjemmelavet tapas-picnickurv med oliven, pesto, ost og lufttørret skinke. Schwartswalder er tysk, men mindst lige så lækkert som den dyre spanske slags, og hvis du anretter det lidt lækkert, kan ingen se eller smage forskel. Derudover kan du lave din egen lækre, hjemmelavede humus, men dette kræve lidt øvelse, så afsæt ordentligt med tid til at smage varerne til.

3. Kirkegårde og parker
Måske er dette forslag en smule kontroversielt, men rundt om i landet er der mange smukke kirkegårde, hvor det kan være rigtig hyggeligt at gå tur. Det er som bekendt gratis at komme ind, og hvis man er den kulturelt interesserede, kan man tilmed besøge den tilhørende kirke. Hvis ikke I vælger at tage afsted en søndag, har I højst sandsynligt det hele for jer selv.

4. Gratis arrangementer
Tjek dit lokale bibliotek, storcenter eller velgørende organisation og find ud af om de har nogle spændende arrangementer, I kan tage til. I forhold til at præsentere idéen for din date så er det vigtigt, at du framer arrangementet rigtigt. Hvis du fortæller, at du har fundet et tilfældigt gratis foredrag med en eller anden jyde, så er det ikke sikkert, at din date bliver særligt begejstret. Hvis du i stedet fortæller, hvad foredraget handler om, hvorfor det er spændende, og hvad I skal lave inden og efter, så skal du nok vinde din udkårnes hjerte. Det er ikke rigtig romantisk at spare, så derfor skal du sælge dit gratis arrangement med andre argumenter.

5. Vær aktive sammen
Aktiv skal forstås i ordets mest brede forstand. Det kan være fysiske aktiviteter - I kan løbe en tur sammen, sejle en tur i kano, tage i svømmehallen, cykle, løbe på skøjter, gå tur i skoven.

6. Vær kreative sammen
I kan også begive jer ud i mere kreative aktiviteter som f.eks. at bage kage eller lave mad, samle kastanjer og lave dyr ud af dem eller lave julepynt.

7. Slip din indre turist løs
Vær turist i din egen by. Der er mange dejlige steder i Danmark, men efter at man har boet et sted i et stykke tid, glemmer man alt det skønne. Prøv at se din by med nye øjne og lån eventuelt en rejsebog eller gå på nettet og hent inspiration. De fleste byer har hjemmesider, som omhandler aktiviteter og seværdigheder i området. Overvej hvilke seværdigheder der kunne blive baggrunden for en god date og giv dem så et tvist.

8. Indsaml penge til velgørende formål
En lidt anderledes aktivitet som de færreste forbinder med en date. Især hvis I er interesserede i nødhjælpsarbejde eller de svages vilkår, kan en sådan aktivitet bringe jer tættere sammen.