Tiger Woods går årets bedste runde og nærmer sig toppen

Skrevet af admin

31/07/2015

Mest læste i dag

Golfspilleren Tiger Woods har haft en forfærdelig sæson og er dumpet ned som nummer 266 på verdensranglisten, men fredagens anden runde af PGA Tour-turneringen Quicken Loans National kan måske være vendepunktet for den tidligere verdensetter.

Woods gik nemlig sin bedste runde i år, da han var fem slag under par på fredagens 18 huller.

Det begyndte ellers ikke så godt, men så lavede amerikaneren seks birdies på sine sidste 13 huller og strøg frem i stillingen.

Woods' sidste birdie kom i stand efter et put på over 10 meter, og det blev da også fejret med usædvanlig stor jubel fra amerikaneren.

Samlet er Tiger Woods otte slag under par, hvilket rækker til en delt femteplads i turneringen sammen med otte andre spillere.

Japanske Ryo Ishikawa er i front 11 slag under, mens Rickie Fowler og Kevin Chappell har gået de to første runder i 10 slag under.

Svenske David Lingmerth er ét slag bedre end Tiger Woods før lørdagens tredje runde.

- Jeg er placeret godt, og jeg ser frem til weekenden og til at jagte sejren. Jeg føler, jeg stadig kan konkurrere og vinde.

- Jeg ved godt, at min placering på ranglisten er forfærdelig, men før eller siden vil jeg kravle højere op, siger Tiger Woods ifølge AFP.

Tiger Woods er i den specielle situation, at han skal vinde denne uges turnering, hvis han vil kvalificere sig til næste uges WGC Bridgestone Invitational i Ohio, som han otte gange tidligere i karrieren har vundet.

Turneringen fik sent fredag en lykkelig udgang for spilleren Billy Hurley. Først klarede han cuttet i turneringen og efterfølgende fik han besked på, at hans far var blevet fundet af politiet.

Hurleys far forsvandt for 12 dage siden på mystisk vis, da han i bil forlod hjemmet i Texas.

Tidligere på ugen var Billy Hurley fremme i offentligheden med en følelsesladet appel i jagten på at finde faderen.

/ritzau/