Backstreet Boy-stjerne afslører: Jeg skal være far igen

En lille ny Backstreet Boy er på vej til verden - eller måske en Backstreet Girl.

I hvert fald har Alexander James "A.J." McLean, der er medlem af 90'er-boybandet Backstreet Boys, afsløret, at han og hans kone, Rochelle McLean, venter deres andet barn. Det skriver parret på det sociale medie Instagram.

- McLean-familien venter et nyt medlem af familien til foråret, lyder udmeldingen fra A.J. McLean i Instagramopslaget, hvor han deler et billede af hele familiens sneakers - plus et ekstra par til babyen.

Afsløringen af den lille ny kommer på den første mandag i september, som også er den dag, amerikanerne fejrer "Labor Day" til ære for det arbejdende folk. Og dét sammenfald kan Backstreet Boys-stjernen godt se det sjove i.

- Ha, fik I den: "Labor" Day? Jeg er en spasmager, skriver stjernen - måske med hentydning til, at det har været hårdt arbejde at "producere" den lille ny eller med hentydning til, at ordet også betyder fødsel.

Han skriver samtidig, at parret glæder sig meget over den kommende familieforøgelse, og lover også sine fans at holde dem opdateret med nyt undervejs i konens graviditet.

Den besked har fansene taget godt imod. Det vælter i hvert fald ind med lykønskninger under opslaget, som flere end 12.000 i skrivende stund har syntes godt om.

A.J. McLean blev gift med Rochelle McLean tilbage i 2011. Året efter kom parrets datter, Ava Jaymes McLean, til verden.

Se hele A.J. McLeans Instagramopslag her: https://www.instagram.com/p/BJ_W5Phggqw/?taken-by=skulleeroz

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip