Barnestjerne fra 'Da Lotte blev usynlig' er uhelbredeligt syg: "Jeg vil have ret til at dø"

Skrevet af Morten Larsen

14/09/2016
- Hvis ikke der bliver indført aktiv dødshjælp i Danmark, så finder jeg på noget andet. Så gør jeg det selv, hvis jeg kan, siger Mathilde Gersby, der lider af dødelig lungesygdom.

Dagens topnyheder

Mathilde Gersby blev i 1988 til folkeeje, da hun trykkede på sin navle og forsvandt i Danmarks Radios succesfulde børneserie 'Da Lotte blev usynlig'.

I dag er Mathilde Gersby 37 år, gift og har en søn på 11 år.

Hun er født med den arvelige og alvorlige sygdom cystisk fibrose.

En genfejl i kroppens slimproducerende kirtler er skyld i, at lungerne går langsomt  - men sikkert - i stykker.

Der er tale om en dødelig sygdom, hvor gennemsnitsalderen er omkring 40 år, og hos den tidligere barnestjerne er der ingen tvivl om, at hun selv vil bestemme, hvornår hun skal dø.

- Jeg vil ikke ud i, at mit liv bliver uværdigt. Jeg vil ikke ud i, at jeg ikke kan nyde det, for jeg elsker livet, siger Mathilde Gersby til TV2.

Hun blander sig nu i debatten om aktiv dødshjælp.

Tidligere på ugen blev 78-årige Mogens Arlund fundet skyldig i medlidenhedsdrab på sin syge hustru.

Han stod ved, at han hjalp sin kone ind i døden med sovepiller, men at han gjorde det af barnhjertelighed - en sag, der nu har fået Mathilde Gersby til at kommed med sin mening om aktiv dødshjælp.

- Jeg synes, det er urimeligt, at man i 2016 har så meget medbestemmelse over alt muligt andet. Men lige det om hvordan man kommer herfra, det er blevet besluttet for en. Det synes jeg ikke er rimeligt, siger Mathilde Gersby til TV2.

 - Hvis ikke der bliver indført aktiv dødshjælp i Danmark, så finder jeg på noget andet. Så gør jeg det selv, hvis jeg kan. Ellers har jeg venner, der vil hjælpe mig, siger Mathilde Gersby.