Szhirley springer ud som forfatter

Skrevet af admin

07/10/2015

Mest læste i dag

Mens børn af halvfemserne husker, hvem de var, når der skulle leges Spice Girls, så er nutidens helt store musikalske samlingspunkt ofte børnenes melodi grand prix- MGP.

Derfor er det klart, at MGP er den helt store drøm, for den 12-årige pige Charlie, som er hovedperson i sangerindens første bog, som udkommer for første gang onsdag. Bogen "Charlie på musiklejr" er første skud i en serie, der skal følge den sangglade pige og hendes drøm om at blive noget ved musikken.

Det er sangerinden Szhirley, der er forfatter til bogen om Charlie, og på det sociale billeddelingsmedie Instagram er "Hjerter dame"-sangerinden helt oppe at køre over sin første bog:

- Så er dagen kommet, hvor Charlie bliver udgivet! Og jeg kan næsten ikke vente med at høre, hvad I synes om hende, siger forfatterspiren i en video.

I videoen løfter Szhirley også sløret for, at "Charlie på musiklejr" er tænkt som første bid af en serie:

- Jeg håber I vil følge med og læse hende og elske hende, og jeg glæder mig til at skrive meget, meget mere, siger Szhirley, der udover at være bogaktuel for første gang også er blevet gift i år.

Charlie-bogen udkommer på Gyldendals forlag, og på forlagets hjemmeside beskrives bogen sådan her:

- Charlie er 12 år og helt vild med musik! Sammen med sin bedste veninde, Andrea, skriver hun sange, synger og står på rulleskøjter. De to piger deler alt, og så snart det bliver sommerferie, skal de på musiklejr sammen med en masse andre børn. Det bliver en sommerferie med mange nye venner, og måske kommer pigerne også til at lære Max bedre at kende.

Der er altså både lagt op til musik, sommerferie og lidt romance for de unge læsere.

/ritzau/FOKUS