Disciplin baner vej for Mathilde Falchs drøm

Skrevet af admin

11/02/2016

Dagens topnyheder

Selv om hun kun lige er fyldt 26 år, har den danske sangskriver og sangerinde Mathilde Falch flere år i musikbranchen bag sig. Men på trods af tre album og hundredvis af koncerter på CV'et, har den unge musikmager længe kæmpet for at finde sin plads som kunstner.

- Der har været nogle år, hvor jeg har gået og tænkt "Hvorfor spiller de mig ikke på P3? Hvorfor er jeg ikke ung og smart?" Men den følelse har jeg ikke længere, for jeg har erkendt, at det er nogle andre ting, jeg kan, og som min musik kan. Og det er egentlig også noget andet, jeg drømmer om. Jeg vil gerne give noget nærvær og vise smerten og give noget håb, siger Mathilde Falch.

Allerede som ganske ung vidste hun, at musikken skulle være hendes levevej. Men i en branche, hvor en stor del af de unge sangerinder er lige så kendte for kuriøse udmeldinger og kontroversiel påklædning, som de er for deres musik, kan man være tilbøjelig til at tro, at det er en del af pakken, hvis man vil være noget ved musikken.

- Jeg troede, at for at leve af musikken, så skulle man være på en bestemt måde, at man skulle være popdiva. Men det er rart at se, at det rent faktisk har kunnet lade sig gøre at skabe en karriere ved at være ude og spille og opbygge et publikum, der virkelig mener det, der kommer og tager med mig landet rundt.

- Jeg synes, jeg har fundet mig selv som musiker. Og jeg har vist, at jeg ikke er en engangsforestilling eller bare er kommet frem, fordi jeg er Michael Falchs datter. Jeg tager min karriere seriøst, og det har jeg bevist nu, siger sangerinden, der med egne ord spiller alle de koncerter, hun kan komme til.

Men den disciplin, det har krævet at starte fra bunden, er en, hun selv har været nødt til at opdyrke.

- Jeg er aldrig blevet pisket til noget i musikken. Mine forældre var hippier, så det hele var også meget "hvad føler du?" "hvad gider du i dag?", siger hun og griner.

- Jeg har ikke fået nogen disciplin derfra. Det er helt klart noget, der er kommet senere og en disciplin, jeg har været nødt til at finde i mig selv. Men jeg vil ikke være endnu en sangerinde, der bare synger. Jeg vil være musiker, og jeg vil have en stolthed i det, jeg gør, og jeg vil vide, hvad jeg laver, siger hun.

Karrieredrømmen kulminerer foreløbigt, når sangerinden på lørdag indtager DR's Koncerthus med sit band.

- At spille der er noget, jeg har ønsket mig så længe. Det er en tillidserklæring og en blåstempling, som jeg er vildt glad for, så jeg er glad for, at jeg har haft nogle år til at øve mig og finde ud af, hvem jeg er. Nu synes jeg, at jeg er klar til det, siger Mathilde Falch.

Se Mathilde Falch i øvelokalet her: https://www.youtube.com/watch?v=QnSmE1PbaIQ

/ritzau/FOKUS