Dommer sætter dato på sexsag mod Bill Cosby

Retssagen mod komikeren Bill Cosby, der er anklaget for seksuelle overgreb mod en kvinde i 2004, bliver indledt 5. juni næste år.

En dommer i Pennsylvania har tirsdag fastsat den foreløbige dato. Datoen kan muligvis blive fremrykket, siger dommeren ifølge AFP.

Den 79-årige Cosby er anklaget for at have bedøvet en kvinde med vin og piller og derpå have misbrugt hende seksuelt i 2004.

Overgrebet fandt ifølge anklagerne sted i Cosbys eget hjem i Philadelphia.

Omkring 60 kvinder er i de seneste år stået frem med lignende anklager mod den tidligere tv-stjerne. Men mange af sagerne ligger mange år tilbage i tiden, og de er derfor forældede.

I sidste måned afgjorde en domstol i Pennsylvania, at Cosby ikke kan slippe for rettergang i sagen, som han flere gange har forsøgt at få standset.

Cosby har før har afgivet forklaring i en civil retssag. Her har han indrømmet, at han havde givet kvinden noget, han beskrev som allergimedicin, før de havde seksuelt samvær.

Han hævder, at kvinden havde givet samtykke til samværet.

Den tidligere megastjerne opnåede sin største succes i rollen som en elskelig fødselslæge og familiefar i 1980'ernes sitcom "The Cosby Show."

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip