Højgravid Christiane: Orker ikke mere socialt

Skrevet af Redaktionen

29/08/2016

Dagens topnyheder

Skuespiller, tv-vært og blogger Christiane Schaumburg-Müller og eksmanden L.O.C. overraskede hele Danmark, da de i foråret meddelte, at de skulle have et barn.

Og nu ser det ud til, at det er ved at være lige oppe over med den lille ny. Christiane Schaumburg-Müller har i hvert fald meddelt på Instagram, at hun mandag har sidste arbejdsdag, inden hun går på barsel.

- Sidste "arbejdsdag" i morgen. Eller lad mig hellere sige sidste kontordag. Der er stadig små opgaver, men de bliver lavet hjemmefra, skriver skuespillerinden på Instagram.

Her har hun samtidig delt et selfie af sig selv i en tætsiddende grå kjole, der tydeligt viser den store, runde mave frem.

- Glæder mig sindssygt til bare at være hjemme og til projekt børneværelse resten af ugen. Hjemme er tiltrængt - det er tungt nu, lyder det videre i opslaget, hvor Christiane Schaumburg-Müller også indrømmer, at hun ikke har flere kræfter til at være social under sin graviditet.

Christiane Schaumburg-Müller og L.O.C. har tidligere fortalt, at de venter sig en dreng. I denne måned afslørede skuespillerinden på sin blog chrichri.dk, at sønnens navn allerede er besluttet. Han skal hedde Constantin.

Christiane Schaumburg-Müller har termin sidst i august.

Se Christiane Schaumburg-Müllers Instagram-billede her

/Ritzau/FOKUS