Jubel: 69-årig rocklegende far til tvillinger

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Selv om Ronnie Wood har nået bedstefaralderen, er den legendariske The Rolling Stones-guitarist hoppet et led tilbage og er i en alder af 69 år blevet far til et sæt tvillinger.

De to små piger, Gracie Jones og Alice Rose, kom til verden i slutningen af maj, og over for Hello! Magazine viser Wood nu familien frem.

- Lige nu forsøger jeg bare at nyde hvert eneste øjeblik, vi har sammen. Jeg skifter bleer, går ture og har allerede spillet guitar for dem, jubler den legendariske musiker.

- Jeg har Sally (Ronnie Woods hustru, red.), min dejlige familie og nu mine to smukke små dukkepiger. Der må være nogen i de højere magter, der virkelig godt kan lide mig, konstaterer Grammy-nominerede Wood i interviewet.

Den nybagte mor er Woods 31 år yngre kone, den 38-årige teaterejer Sally Humphreys, som musikeren giftede sig med i 2012 efter otte måneders forhold.

Også hun er meget rørt over fødslen af de to små piger.

- Ronnie klippede navlestrengene over, og så fik vi børnene i armene, kiggede på deres små ansigter og græd. Vi var bare så lykkelige og følelsesladede, fortæller hun i interviewet og roser sin mand:

- Han er fuldstændig dedikeret som far, hjælper mig og holder øje med os, lyder det fra hende.

Ronnie Wood, som ud over tvillingerne er far til fire andre børn og bedstefar til seks, har spillet guitar i The Rolling Stones siden 1975, og bandets excentriske forsanger, Mick Jagger, har naturligvis været forbi for at hilse på arvingerne.

- Mick kom forbi tre dage efter fødslen - han kunne simpelthen ikke vente med at se dem. Jeg puttede en tvilling i hver af hans arme og tog et billede, afslører den nybagte far.

Mandag lagde Ronnie Wood et billede ud på Instagram fra interviewet og skrev teksten:

- Mød mine engle, Gracie Jones og Alice Rose.

Se det her: https://www.instagram.com/p/BG2CdrLTcGH/?taken-by=ronniewood

/ritzau/FOKUS