Juhuu: Rita vender snart tilbage - se den nye trailer

Skrevet af Ane Sørensen

09/08/2017
Foto: TV 2
Foto: TV 2
TV 2 har offentliggjort en ny trailer for den populære serie om skolelæreren Rita, som vender tilbage på skærmen senere på måneden.

Mest læste i dag

Mandag den 21. august vender skolelæreren Rita tilbage på TV 2 i den populære serie af samme navn.

Men hvis du synes, at ventetiden er lidt lang, så kan du nu bruge lidt af den på at se en ny trailer for fjerde sæson, som blev offentliggjort på Facebook tirsdag aften.

Sæsonen byder på otte nye afsnit om den politisk ukorrekte lærer, som har fået sig et nyt job siden sidst. Rita er nemlig blevet lærer på den folkeskole, hvor hun selv var elev engang. Ritas gensyn med sin barndomsby og en række gamle bekendtskaber får hende til at tage livtag med sin egen rodløshed. 

Det har TV 2 tidligere oplyst i en pressemeddelelse. 

- Det har været fantastisk at arbejde med Rita og de andre karakterer nu i fire sæsoner. At få lov til at finde nye sider af dem, se dem udvikle sig lige så stille, lære af deres fejl og tage konsekvenserne af deres valg. Rita i sæson fire er ikke den samme, som hun var i sæson et. Tvivl har sneget sig ind i hende. Måske er hun ved at blive voksen, hvis hun da kan det. Måske er der noget, der skal overstås først - og det er i høj grad det, sæson fire handler om, siger Christian Torpe, som står bag tv-serien.

Udover et gensyn med Mille Dinesen som Rita, byder fjerde sæson også på et gensyn med Lise Baastrup som Hjørdis og Kristoffer Fabricius som Hjørdis’ kæreste Uffe.

Sæsonen byder også på en håndfuld nye navne, blandt andet Charlotte Munck, Kurt Ravn, Ole Lemmeke og Kenneth M. Christensen.

Se den nye trailer for fjerde sæson af Rita lige herunder.