Kim Larsen har fået kræft - aflyser en lang række koncerter

Skrevet af Ane Sørensen

03/01/2018
Foto: Polfoto/Per Lange (arkivfoto)
Foto: Polfoto/Per Lange (arkivfoto)
Kim Larsen har fået konstateret kræft i prostata og må derfor aflyse alle sine koncerter de næste tre måneder.

Dagens topnyheder

Kim Larsen har fået konstateret kræft i prostata. Han er i behandling, men har ikke kræfter til at spille koncert de næste måneder.

Derfor er Kim Larsen & Kjukken tvunget til at aflyse deres koncerter i januar, februar og marts.

Det oplyser Kim Larsens manager Jørn Jeppesen i et opslag på Facebook, hvor den folkekære sanger selv sender en hilsen til sine fans:

- Jeg undskylder mange gange overfor både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget imod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen. Men jeg regner bestemt med at være klar til sommer, lyder det fra Kim Larsen.

Det var planen, at Kim Larsens turné rundt i landet skulle begynde den 18. januar, hvor han skulle spille tre udsolgte koncerter i Amager Bio.

Billetter til de aflyste koncerter kan refunderes der, hvor de blev købt. Hvis billetterne er købt på nettet, vil pengene typisk blive refunderet automatisk. Det oplyser Jørn Jeppesen i opslaget, der er delt på Kim Larsen & Kjukkens facebookside.

Jørn Jeppesen oplyser desuden, at man forventer at gennemføre de annoncerede sommerkoncerter.

Den 20. december 2017 blev Kim Larsen indlagt på Odense Universitetshospital. I den forbindelse oplyste Jørn Jeppesen på Facebook, at Kim Larsen var startet på en ny medicin:

- Kim Larsen blev i aftes indlagt på hospitalet i Odense. Der opstod komplikationer i forbindelse med omlægning til ny medicin. Situationen er nu under kontrol, og Kim Larsen forventes snart frisk igen. Derudover har vi ingen kommentarer, lød det i opslaget.

Efter opslaget var blevet delt på Facebook, væltede det ind med hilsner og ønsker om god bedring og en god jul til den populære sanger. Efter knap en time havde opslaget allerede fået hundredvis af kommentarer.

Se det romantiske billede: Claudia Rex skal giftes