18/01/2018
Lars Mikkelsen
Lars Mikkelsen. Foto: Scanpix
Lars Mikkelsen er gået fra at være Mads Mikkelsens mindre kendte storebror til at være filmstjerne i både Danmark og udlandet, hvor han blandt andet har optrådt i kæmpeserier som Sherlock og House of Cards.

Mest læste i dag

Lars Dittmann Mikkelsen er født 6. maj 1964 i København og har meget af sin karriere stået i skyggen af sin lillebror, men har gennem de senere år udvikle sig til en af Danmarks bedste og mest populære skuespillere.

Lars Mikkelsen - bardom og opvækst

Lars er søn af bankmand Henning Mikkelsen og sygehjælper Bente Christiansen og halvandet år efter hans fødsel kom også lillebror Mads til verden.

Familien boede de første år på Strandboulevarden på Østerbro i et arbejderkvarter, og da familien var kommunister et par slægtled tilbage, blev der ofte diskuteret politik i hjemmet.

Da faderen en dag blev forfremmet til fuldmægtig i banken, flyttede familien til en bedre lejlighed med eget toilet på Nørrebro, men skiftet var dog en omvæltning for de to drenge, da Nørrebro var væsentlig mere barskt end det rolige Østerbro.

Lars Mikkelsen i stykket Rome og Julie i 1998. Foto: Scanpix

De to brødre valgte dog at tackle deres nye kvarter meget forskelligt, for hvor Lars var den stille, tynde og sårbare af de to, var lille Mads den seje, rå og yderst selvsikre.

- Den aften vi var flyttet ind, gik vi derned. Og så gik Mads lige hen til en af de andre unger og sagde: ‘Jeg er den stærkeste, der hvor jeg kommer fra’. Og så fik han én på lampen. Ingen dialog overhovedet, bare én på lampen. Jeg har altid været mere forsigtig, har Lars fortalt i et interview med Politiken.

Lars Mikkelsen i en ung udgave. Foto: Scanpix

Familien boede i baghuset på hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade, og hjemmet var præget af masser gode historier fortalt af faderen, samt jazz - Henning Mikkelsen yndlingsmusik. De gode historier kom i form af røverhistorier og historieoplæsning, som de to brødre elskede - især værker som Brødrende Løvehjerte og Dyrenes Verden af Lieberkind kunne Lars fordybe sig i i timevis. 

Til sidst måtte faren endda indtale 1001 nats eventyr på spolebånd til sine drenge, fordi han ikke orkede at læse dem op længere. 

Derudover brugte Lars og Mads også meget tid på at lytte til plader og radioens hørespil, ligesom de tilbragte store dele af deres barndom på at lege i gården.

Lars Mikkelsen - en forsigtig dreng

Senere fulgte endnu en forfremmelse og familien kunne flytte fra baghuset til forhuset og købte sig senere også et sommerhus i Ellinge Lyng.

I to år gik Lars på Sjællandsgades Skole, men en dag under morgensangen opdagede hans lærer, at Lars kunne synge. Derfor blev han sendt til optagelsesprøve på Sankt Annæ, hvor han sang sig gennem resten af sin skoletid.

Det betød også, at han som del af skolens kor rejste og optrådte rundt om i verden og for første gang oplevede, hvordan det var at optræde for andre.

De mange koncerter og suset man fik ved at stå foran publikum fik Lars til at drømme om et liv som sanger - noget han dog i sidste ende ikke havde selvtilliden til.

Lars Mikkelsen og Thure Lindhardt i 2000. Foto: Scanpix

Og den manglende selvtillid skulle forfølge den generte Lars, der heller ikke turde forfølge sit talent for at spille håndbold og samtidig var bange for at række hånden op i skolen.

I stedet blev han en dagdrømmer, der søgte tilflugt i litteraturen og først i teenageårerne, begyndte han at blomstre lidt op og stå på egne ben.

Således var det en sejr for ham, da han efter fem år i gymnasiet lykkedes at få en studentereksamen – et år senere end sin lillebror Mads.

Efter gymnasiet var han værnepligtig i en kort periode, hvorefter han begyndte at læse biologi på universitetet, men da hans kæreste Anette Støvelbæk begejstret kom hjem og kunne jonglere efter to dage på Gøglerskolen, besluttede Lars at gå med for at se, hvad stedet kunne.

Lars Mikkelsen som gøgler

Efter bare en enkelt dag kunne Lars også jonglere, hvilket gav ham en uvant følelse af selvtillid.

- Og dér – for første gang nogensinde – følte jeg, at jeg hørte til. Der er noget her. Her kan jeg sgu mærke, at jeg har lyst til at være. Og jeg kunne et eller andet med at stå på scenen, har han fortalt til Politiken.’

Det førte til, at Lars begyndte at gøgle på gaden og i tre år var han medlem af en omrejsende gøgler-trio. Han både slugte ild, jonglerede, kastede med knive og kørte på et-hjulet-cykel, inden han senere blev del af et lille børneteater, og som 25-årig valgte han at søge ind på Teaterskolen. 

Lars Mikkelsen på Aveny-T i 2005. Foto: Scanpix

Her blev han optaget i 1991 som 27-årig og havde fire hårde år på skolen, indtil han blev færdiguddannet i 1995. Undervejs medvirkede han i Kuppet på Mungo Park i 1993 og senere i Johns åbenbaring på Bådteatret i 1997. Samme år havde han også sin filmdebut i Royal Blues, ligesom han også i 1997 medvirkede i flere afsnit af Strisser på Samsø.

Det var dog primært teateroptræden, der kendetegnede Lars’ karriere de første år, da han blev tilknyttet Det Kongelige Teater og blandt andet medvirkede i Slangehud (1998), Astma 5 (1999), Jeg er grim (1999), Kærlighedens kværulanter (1999) og Ci-vi-li-sa-tion og Genfærd (2000). 
Undervejs havde han små film- og tv-roller, men opnåede først sit folkelige gennembrud, da han i 2000 spillede med i Ole Christian Madsens tv-serie Edderkoppen.

Lars Mikkelsen karrieren

Senere blev han yderligere lagt mærke til i Kongekabale (2004) og De fortabte sjæles ø (2007) ligesom han også gjorde en god figur i tv-serierne Forbrydelsen (2007) og Krøniken, hvor han portrætterede Jens Otte Krag.

Langsomt begyndte både publikum og anmeldere at få øjnene op for ‘den anden’ Mikkelsen-bror, der havde stået i skygget af sin yderst succesfulde lillebror, der i flere år havde været dansk films nye dårlig og havde brilleret med hovedroller i film som En kort en lang, Elsker dig for evigt, De grønne slagtere og Efter Brylluppet.

Lars Mikkelsen på sættet under optagelser til Krønikken. Foto: Scanpix

Og hvor Mads efter Teaterskolen skynde sig på Dr. Dante-teater, den betydeligste unge scene i 1990’erne, og videre ud filmens verden, hvor han nærmest spadserede ind i dansk film med gennembrudsrollen som Tonni i Pusher, så koncentrerede Lars Mikkelsen sig om teatret, da han var færdiguddannet.

Siden kom Lars dog efter det, og især anmelderne viste sig begejstrede for den mere dystre, tænksomme og mystiske Mikkelsen, som flere faktisk mente var bedre end sin succesfulde lillebror.

Lars Mikkelsen på scenen. Foto: Scanpix

- Lars er på mange måder en mere komplet skuespiller, og hans dramatiske spændvidde er større. Det ene øjeblik spiller han stor Shakespeare, så eksperimentel monolog, så den stort set ordløse rolle i 'Kongekabale' og førsteelsker i 'En kærlighedshistorie'. Og han har slidt mere i det. Har haft en meget sværere vej i branchen end Mads, sagde tidligere redaktør på DR’s filmland, Søren Høy, til B.T.

Selv har Lars da heller ikke lagt skjul på, at der eksisterer en kærlig konkurrence mellem de to brødre.

- Selvfølgelig er der konkurrence. Vi er jo kun halvandet år fra hinanden, så alt var en konkurrence. Men vi var samtidig også tætknyttede. Vi lavede alt sammen, fortalte han om forholdet til Mads i et interview med britiske The Independent.

Lars Mikkelsen - House of Cards

Lars fortsatte langsomt sin vej op i dansk films stjerne-hiraki - blandt andet med roller i Flugten (2009), Headhunter (2009) og 9. april (2015) og mens han i 2007 modtog Teaterpokalen - en pris der uddeles af Foreningen af Danske Teaterjournalister, så fik han i 2010 sin første Robert-pris som årets mandlige hovedrolle i Headhunter

Samtidig medvirkede han i tv-serier som Nikolaj og Julie (2003) og Den som dræber (2011), og pludselig i 2014 dukkede han så op som skurk i den engelske hit-serie Sherlock. Denne rolle åbnede døren til den internationale filmscene for Lars, der med sit karakteristisk ansigt viste sig at være den fødte skurk.

Lars Mikkelsen hilser på dronning Margrethe. Foto: Scanpix

Derfor medvirkede hans samme år i den amerikanske kæmpe-serie House of Cards på Netflix, hvor han blandt andet spillede overfor Hollywood-stjernen Kevin Spacey. I succes-serien spiller Lars den fiktive russisk præsident Petrov, der dog har yderst meget til fælles med virkelighedens præsident Putin.

- Han er en fantastisk skuespiller. Han forstår, hvordan man skal spille en karakter og hvordan, man fortæller en historie, lød roserne efterfølgende fra stjernen Kevin Spacey til Newspaq.

Lars Mikkelsen i Herrens veje. Foto: Scanpix

I 2016 spillede han den sadistiske Forstander Frederik Heck i filmen Der kommer en dag, som han året efter modtog en Robert-prisen for, og samme år spillede han med i Ole Bornedals film 1864 - brødre i krig.

Gennem årene har Lars også indlæst flere lydbøger, og netop sin stemme, og sit indlevende ansigt, brugte han som vært og fortæller i DRs roste dokumentarserie Historien om Danmark på ti afsnit.

I 2017 kunne han så igen opleves på Danmarks Radio, da han havde hovedrollen i DRs nye store søndags-serie Herrrens Veje, ligesom han også dette år medvirkede i filmen Vinterbrødre.

Lars Mikkelsen - privat

Privat har Lars Mikkelsen i mange år dannet par med skuespillerkollegaen Anette Støvelbæk, som han blev gift med i 10. oktober 1989. Sammen har de sønnerne Thor og Lue.

Lars Mikkelsen med sine sønner. Foto: Scanpix

Parret mødtes, da de begge var i ungdomsårerne, men umiddelbart lå det ikke i kortene, at de to skulle blive mand og kone. Annette så nemlig i første omgang kun Lars som et engangsknald.

- Vi mødtes en nytårsaften hjemme hos en af mine veninder, som var kæreste med én, der havde gået i klasse med Lars. Det var så den aften, vi fandt hinanden. Og næste morgen gik vi fra hinanden, har hun fortalt til ugebladet Søndag.

Lars Mikkelsen sammen med Anette Støvelbæk. Foto: Scanpix

Lars så dog mere i forholdet og forsøgte derfor i flere måneder at vinde Anette Støvelbæk tilbage.

- Jeg syntes ikke, der skulle være mere mellem os. Men det syntes Lars. Der gik så tre måneder, hvor han prøvede at få fat på mig, og da vi så mødtes igen, blev vi kærester, og det har vi været siden, fortalte Anette Støvelbæk til Søndag.