Michèle Bellaiche stopper på ‘Go’ aften Danmark’: Her er hendes populære afløser

Skrevet af Ane Sørensen

12/01/2018
Foto: Scanpix (arkivfoto)
Foto: Scanpix (arkivfoto)
TV 2 har afsløret, hvem der tager over for Michèle Bellaiche, når hun stopper på 'Go' aften Danmark' i slutningen af januar.

Mest læste i dag

Når Michèle Bellaiche siger farvel efter 11 år som en del af holdet bag ‘Go aften Danmark’, bliver det et velkendt ansigt, der tager over efter den populære vært.

Fra den 1. februar 2018 skal Felix Smith nemlig være vært på programmet.

Det skriver TV 2.

Foto: Scanpix

Det er en tjans, som han ser meget frem til:

- Jeg glæder mig til at møde en masse spændende mennesker og fortælle gode historier. Man får lov til at være med til at udvælge de historier, der måske ikke skal i nyhederne, men som stadig skal have opmærksomhed, siger Felix Smith til TV 2.

Felix Smith er dog lidt spændt på de første par måneder, hvor han både skal lave ‘Danmark har talent’ om lørdagen og være ny i jobbet på ‘Go’ aften Danmark’ i hverdagene.

Selvom Felix Smith kommer til at være ny i job, er han dog ikke helt på udebane i sin nye rolle. Han har nemlig tidligere været vært på blandt andet programmerne ‘weekend weekend’ og ‘Rundfunk’.

Tidligere på ugen afslørede Michèle Bellaiche, at hun havde sagt sit job op. Det skete i et længere opslag på Instagram, hvor hun gjorde status over det år, der netop er gået:

- Det blev året, hvor jeg efter mange overvejelser har besluttet, at jeg i slutningen af måneden giver slip på et job, jeg har elsket og brændt for i 11 år, ‘Go’ aften Danmark’, skrev Michèle Bellaiche blandt andet og tilføjede:

- Årsagen er simpel: Jeg har en stærk lyst til at blive mere fri og kaste mig ud i nye udfordringer og samarbejder og få tid til at gøre noget ved de idéer, der konstant presser på i mit hoved, for at få lov til at udfolde sig.

Michèle Bellaiche har været tilnyttet TV 2 siden 1998. Den 45-årige tv-vært har blandt andet været et af de faste ansigter på det populære aftenprogram ‘Go’ aften Danmark’ i mange år

Du kan læse hele Michèle Bellaiches opslag lige herunder.