Neeeej! Det er ikke længere muligt at se Skam i Danmark

Foto: Polfoto/DR/NRK

Det er jo en mindre katastrofe.

Hvis du er en af de mange danskere, der er vilde med at følge Isak, Eva, Noora, Vilde, Jonas, Sana og alle de andre venners hverdag på Hartvig Nissens skole, så er der en ærgerlig nyhed til dig.

NRK har fredag lukket ned for muligheden for at se den populære norske ungdomsserie Skam fra udlandet.

Det skriver NRK.

Man skal altså befinde sig i Norge, for at kunne streame serien. Det betyder, at de tusindvis af danske fans ikke længere har mulighed for at se eller gense Skam på NRK’s hjemmeside, når de sidder hjemme i Danmark. 

Den pludselige blokering er trådt i kraft på grund af et krav fra IFPI Norge, som forlanger, at Skam kun skal kunne vises i hjemlandet. Da de indgik en aftale om rettighederne til musikken i hitserien, var det nemlig med et udgangspunkt i, at serien primært ville blive set i Norge.

 Der var altså ikke taget højde for den internationale succes, som Skam er endt med at blive.

Læs også

Skam er endelig tilbage: Se det første klip fra den nye sæson

- NRK har modtaget et krav fra IFPI i Norge om umiddelbar geoblocking af serien, sådan at den kun kan ses i Norge, siger NRKs advokat Kari Anne Lang-Ree til P3.no.

NRK beklager blokeringen og arbejder på at finde frem til en løsning og en ny rettighedsaftale, sådan at serien igen vil kunne vises uden for Norges grænser.

Hvis du ikke kan undvære serien så længe, kan du stadig se sæson nummer et og to på dr.dk. Sæson tre kan foreløbig kun ses på NRK.

Dagens Gossip