Se videoen: Johhny Depp undskylder smugling

Skrevet af admin

18/04/2016

Mest læste i dag

- Det er på tide, at Boo og Pistol smutter tilbage til USA. Johnny Depp har 50 timer til at sende dem hjem med samme fly, som de kom hertil i. Ellers afliver den australske stat dem, harcelerede Australiens daværende landbrugsminister, Barnaby Joyce, til ABC News i juli sidste år.

Truslen kom, efter Depps kone, skuespillerinden Amber Heard, havde taget parrets to hunde hemmeligt med til Australien i privatfly for at besøge skuespilleren, der var i gang med at indspille den femte "Pirates of the Caribbean"-film i landet.

Boo og Pistol blev opdaget, da paparazziene fotograferede ham og hundene foran en hundesalon, og det gjorde den daværende landbrugsminister rødglødende af raseri over parrets manglende respekt for landets strenge karantæneregler, der skal beskytte kontinentets unikke flora og fauna mod udefrakommende sygdomme.

- Hvis vi begynder at give filmstjerner lov til at bryde reglerne - også selv om de er kåret som verdens mest sexede - når de vil ind i landet, kan vi lige så godt lade alle bryde reglerne, rasede han.

Sagen er netop blevet afgjort i retten ved Southport Magistrates i Gold Coast, Queensland, hvor Heard erklærede sig skyldig i indsmugling af hundene og i at forfalske indrejsepapirerne.

De alvorligste anklager blev droppet, og derved undgår Heard de potentielt 10 års fængsel, hun først stod til at risikere. På grund af god opførsel får indsmuglingen og forfalskningen ikke yderligere konsekvenser for Amber Heard, men hvis hun overtræder australsk lov igen, venter en kæmpe bødestraf.

Efterfølgende har Depp og Heard filmet en 40 sekunder lang offentlig undskyldning, som landbrugsministeren Barnaby Joyce har lagt ud på sin Facebook-side.

- Hvis man ikke respekterer Australiens lov, skal de nok fortælle dig det, siger 52-årige Depp i videoen, mens hans 29-årige kone tilføjer:

- Jeg er oprigtig ked af, at Boo og Pistol ikke var deklareret.

Depp kan opleves i filmen "Alice i Eventyrland: Bag spejlet" fra 26. maj, mens Heard stadig kan ses i "Den danske pige".

Se parrets undskyldning her

/ritzau/FOKUS