Wozniacki: Jeg behøver ikke svare på dumme spørgsmål

Skrevet af admin

03/07/2015

Dagens topnyheder

- Næste spørgsmål. Jesus.

Caroline Wozniacki tiltrak sig opmærksomhed på torsdagens pressekonference efter sejren i Wimbledon over Denisa Allertova, da hun fandt en række spørgsmål fra en italiensk journalist om den næste modstander, Camila Giorgi, upassende.

- Jeg kan ikke forklare dig, hvad der sker inde i hendes (Giorgis, red.) hoved. Jeg beklager. Jeg ved kun, hvad der sker inde i mit eget hoved, sagde Wozniacki til journalisten.

Efter sin 90 minutter lange træning fredag formiddag uddybede Wozniacki optrinnet.

- Når man bliver spurgt om de samme ting 20 gange, og om hvordan min modstander tænker, er det dumme spørgsmål. Man har lov til at sige, "nyt spørgsmål", når man får et dumt spørgsmål.

- Jeg kan give et dumt svar, men det er også dumt. Man har ret til at lade være med at svare på dumme spørgsmål, siger Wozniacki.

Hun er kendt for at stille sig meget til rådighed for pressen. Også ud over de obligatoriske pressekonferencer efter hver enkelt kamp.

Generelt mener hun, at forholdet til pressen er godt.

- Jeg har respekt for medierne, der har deres arbejde. De spørger om de obligatoriske spørgsmål, men det også sjovt, når man bliver spurgt om anderledes ting.

- Vi har pressekonference efter hver kamp og før turneringer, så jeg omgås pressen rigtig meget og har et fint forhold til den.

- Det er bare ærgerligt, at der er journalister, der stiller virkelig dumme spørgsmål, siger Wozniacki.

Hun er klar til Wimbledons tredje runde, hvor hun lørdag møder italieneren Camila Giorgi, der er seedet som nummer 31 i turneringen.

 

Et billede slået op af Caroline Wozniacki (@carowozniacki) den

2. Jul 2015 kl. 9:21 PDT

/ritzau/