174 år gammel juletradition er tæt på at uddø i Danmark

Skrevet af Kasper Rasmussen

23/12/2017
Polfoto: Simon Fals.
Polfoto: Simon Fals.
Vi sender markant færre julekort til hinanden end tidligere.

Dagens topnyheder

I 174 år har mange danskere trofast sendt julekort til hinanden, men det fysiske julekort bliver stadig droppet af flere danskere. 

Siden 1999, hvor brevposten i Danmark lå på sit højeste, er mængden af breve faldet med omtrent 80 procent. Og det påvirker også mængden af julekort, oplyser Postnord.

Dermed er en 174 år gammel juletradition ved at uddø i Danmark, skriver TV2. 

Præcis hvor stort et fald, der er tale om, kan Postnord dog ikke sige, da det ville kræve, at man åbnede alle breve. Men selvom postvæsnet ikke kan oplyse, hvor mange danskere der i dag sender et fysisk julekort, så er man sikker på, at det er markant færre end tidligere. 

Det bekræftes af Julemærkefonden, hvor salget af fysiske julemærker i mange år har været faldende og i år næsten halveret i forhold til 2011.

- Som vi fortolker det, er julehilsenen gået digitalt, blandt andet på sociale medier, siger direktør i Julemærkefonden Søren Ravn Jensen til TV2. 

Ifølge en undersøgelse fra sidste år, er det specielt unge mennesker, som dropper det traditionelle julekort. Således viste en meningsmåling fra 2016, at blot fire ud af ti personer på 18-34 år regnede med at sende julekort. Til sammenligning regnede tre ud af fire borgere over 65 år at sende en frankeret julehilsen, viste tallene fra analyseinstituttet TNS Gallup for Postnord.

Pas på: Disse 5 mænd må du aldrig falde for