Medie: 21-årige Frederik er fundet druknet

Skrevet af Jesper Larsen

07/10/2015

Dagens topnyheder

Falcks redningsdykkere har i eftermiddags fundet liget af en person i vandet ud for KMDs bygning ved havnefronten i Aalborg.

Der er tale om den 21-årige Frederik Haar, der forsvandt efter en bytur onsdag i sidste uge.

Det bekræfter Nordjyllands Politi overfor TV2 Nord. 

Den unge mand blev ifølge TV2 Nords oplysninger fundet iført en jakke med påtrykt Gerlev Højskole-logo og et ID-kort i baglommen.

Dykkerne afsøgte dagen igennem kajfronten foran Utzon Museet.

Siden afventede man afsejlingen af det store krydstogtskib 'Magellan', hvorefter dykkerne bevægede sig mod øst langs kajkanten og afsøgte havbunden.

Liget af Frederik Haar blev fundet i vandet ud for KMDs bygninger, der ligger få hundrede meter fra Jomfru Ane Gade, skriver TV2 Nord. 

Politiet har ikke haft nogen spor at gå efter i eftersøgningen, og billeder fra overvågningskameraer i området omkring Jomfru Ane Gade og havnen gav ikke noget resultat.

Familien er underrettet.