69-årig kvinde fra Ebeltoft gik i chok, da hun tjekkede lottotallene. Nu ærgrer hendes kæreste sig bittert

Skrevet af Nils Würtzenfeld

05/11/2017
En østjysk kvinde kunne ikke tro, at hendes øjne ’så rigtigt’, da hun lørdag sad med sin lottokupon i hånden.

Dagens topnyheder

Lørdag i sidste uge sad en 69-årig kvindelige pensionist i sit lille kontor i huset i Ebeltoft og tjekkede lottotallene fra nogle uger tilbage.

Pludselig måtte kvinden dog misse med øjnene, da hun havde svært ved at tro, hvad hun så.

Tallene viste nemlig, at kvinden netop havde vundet fem millioner kroner. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Kvinden har gennem 10 år været en trofast Lotto-spiller og spiller hver uge de samme to rækker. Tallene er en kombination af familiens fødselsdage – hvilket nu viste sig at bære frugt.

I stuen ved siden af sad hendes kæreste gennem 20 år og så tv, og da kvinden havde svært ved at fatte, at hun sad med en vinderkupon i hånden, råbte hun straks efter ham

- Jeg råbte til ham, at han lige skulle komme ind til mig, for jeg troede jo ikke, at mine øjne så rigtigt. Først gad han ikke rigtig – men jeg skal da love for, at han fik gang i benene, da han fandt ud af, hvad det handlede om, forklarer hun til Danske Spil.

Efterfølgende gik parret ned i Brugsen, hvor kuponen var blevet købt, men den 200 meters tur føles, ifølge Lottovinderen, som den længste nogensinde.

- Vi gik hånd i hånd med kuponen rullet sammen imellem hænderne. Jeg har nærmest aldrig haft det så dårligt. Vi var så nervøse for at tabe den. Ja, det er skørt at man nærmest kan blive bange for sådan et lille stykke papir, forklarer hun.

I Brugsen fik parret udleveret vinderkuponen, der efterfølgende blev låst inde i parrets jagtskabet natten over. Dagen efter kørte parret i banken med den dyrebare kupon, men det var ikke uden ængstelighed.

- Jeg havde slet ikke sovet om natten, og så skulle vi køre ned i banken og have kuponen i sikkerhed. Jeg lover dig, at min kæreste fik mange formaninger om at køre forsigtigt. Tænk hvis man lige havde vundet i Lotto og så kørte galt. Ej, hvor ville det være ærgerligt, forklarer hun.

Parret slap dog helskinnet ned i banken og kvinden kan nu kalder sig lottomillionær – en titel som derimod ikke tilfalder hendes kæreste, fortæller vinderen med et smil.

- Nu ærgrede han sig godt nok over, at vi ikke er blevet gift i løbet af alle de år, vi har været sammen, lyder det fra den 69-årige.

Men mon ikke, der alligevel falder lidt af til kæresten? Under alle omstændigheder har kvinden endnu ikke bestemt sig for, hvordan de mange pengene skal bruges. En nyt køkken samt en ny bil er dog kommet på tale, ligesom hendes datter og børnebørn skal have en del af beløbet.

- Jeg tænker, at min datter skal have et stort beløb – og så vil jeg lave en opsparing til mine børnebørn, som de først får, når de er 25 år. De skal først lige nå at lære værdien af penge, før de får dem udbetalt, lyder det klogt fra kvinden, der stadig har svært ved at forstå, at hun nu er millionær. 

- Jeg er ikke den store spillefugl, men jeg har spillet i mange år på de to rækker på en seksugers kupon. Jeg har aldrig vundet noget før, så dette er jo helt vildt, understreger hun.

Sidste uges lottogevinst var egentlig på 20 millioner, men blev delt mellem fire vindere – deriblandt den 69-årige kvinde.

Læs også: Sjællandsk ægtepar vandt 6.000 kroner i Lotto: Da de tjekkede tekst-tv, gik fejlen med det samme op for dem