8 af 10 danskere får penge fra det offentlige: ’Vi har skabt et monster’

Skrevet af Nils Würtzenfeld

07/08/2017
En ny analyse viser, at knap 80 procent af alle danskere modtager offentlig ydelse i løbet af et år. Det tal er Liberal Alliances Joachim B. Olsen ikke begejstret for.

Dagens topnyheder

Hele 76,8 procent af alle danskere over 18 år, svarende til knap otte ud af 10 borgere, modtog støtte fra det offentlige i løbet af 2015.

Det viser en analyse udarbejdet af tænketanken Cepos på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, skriver Jyllands-Posten. Alt i alt er der tale om mere end 300 milliarder, som udbetales til knap 3,5 millioner personer i Danmark.

De mange penge går til alt fra folkepension og SU til dagpenge og børnecheck, men selvom udbetalingerne er en del af den danske velfærdsmodel, så bør der skæres kraftigt i de offentlige ydelser.

Det mener finansordfører for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, der fastslår, at de offentlige udbetalinger er kørt helt af sporet.

- Vi har skabt et monster. Spurgte man selv socialdemokrater i 1960’erne, da udbygningen af velfærdsstaten tog fart, om dette var målet, er jeg sikker på, at de ville ryste på hovedet, fastslår Joachim B. Olsen overfor Jyllands-Posten.

Han mener desuden, at vellønnede borgere ikke har brug for offentlig ydelse. Til gengæld har de brug for skattelettelser, understreger Joachim B. Olsen.

- Mennesker, der godt kan klare sig selv, skal betale mindre i skat, men så skal de til gengæld ikke modtage noget som helst fra det offentlige. Det gælder også børnecheck, forklarer han.

Også hos Venstre er man utilfreds med antallet af borgere, der modtager offentlig støtte. Venstres Jacob Ellemann-Jensen siger til Jyllands-Posten, at systemet er godt, men at færre bør var afhængige af offentlige ydelser.

Hos Socialdemokratiet er man dog ikke overrasket over tallene.

- Vi har udviklet en universel velfærdsmodel, hvor 90 procent betaler til 90 procent af befolkningen. Men det er ikke målet i sig selv, lyder det fra Christine Antorini, der understreger, at ydelserne sammen med skattesystemet er den måde, vi i Danmark har valgt at omfordele vores penge på.

Tallene over danskere på offentlig ydelse har ligget på nogenlunde samme niveau i en årrække på trods af, at flere eksempelvis får SU og boligstøtte. Det skyldes, at antallet af personer uden for arbejdsmarkedet er faldet i løbet de senere år, og dermed er der kommet færre kontakthjælps- og dagpengemodtagere.

Læs også: DF vil tage statsborgerskab fra bandemedlemmer – også selvom de ikke har begået kriminalitet