812 embedsmænd har sagt op under Løkkes store udflytning

Skrevet af admin

09/08/2016

Dagens topnyheder

812 embedsmænd har sagt op, efter regeringen i oktober lancerede sin store udflytningsplan af knap 4000 statslige arbejdspladser.

Det viser en rundringning, som Politiken har foretaget til 42 af de 49 myndigheder, der er berørt af flytteplanerne.

I hvilket omfang de 812 opsigelser direkte skyldes udflytningen af arbejdspladsen, er uklart. Men flere styrelser pointerer over for Politiken, at der vil komme flere opsigelser i takt med, at flere styrelser rykker til provinsen.

Arbejdspladserne fordeles på 38 byer i 25 kommuner. De første arbejdspladser er allerede blevet flyttet, og udflytningen rulles gradvist ud frem til andet halvår af 2017.

Flere undersøgelser og rundspørger har tidligere indikeret, at en lang række statsansatte ikke havde tænkt sig at rykke med jobbet ud i landet.

I oktober viste en rundspørge, som Djøf foretog blandt 558 berørte medlemmer, at blot tre ud af 100 ville flytte med. 12 ud af 100 ville blive boende og pendle til den flyttede arbejdsplads.

Konsekvensen af de mange opsigelser er videns- og kompetencetab hos styrelserne, lyder advarslen fra fagforeninger.

Hos regeringspartiet Venstre mener finansordfører Jacob Jensen ikke, at skrækscenariet er nået med de 812 opsigelser.

- Vi er naturligvis interesseret i, at så mange som muligt flytter med. Men omvendt skader det aldrig nogen organisationer, at der kommer nyt blod til, og at der kommer nye folk til med nye øjne på opgaven, siger han til Politiken.

/ritzau/