84-årige Aase er blind, men kan ikke få hjælp: Man skal være under 67 år

Skrevet af Nils Würtzenfeld

18/09/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Er man over 67 år og har mistet synet, kan man ikke få tildelt en ledsager. Det er aldersdiskrimination, mener Dansk Blindesamfund.

Mest læste i dag

Er man blind, er det muligt at få hjælp i hverdagen ved at få tildelt en ledsager af kommunen.

Bare ikke hvis man er over 67. Så er man nemlig for gammel. Det skriver TV 2.

Én af de danskere, som på grund af sin alder ikke kan få hjælp af en ledsager, er 84-årige Aase Hansen.

Allerede som 58-årig begyndte hendes syn at svigte, og i dag kan hun ingenting se.

Derfor ønsker Aase Hansen i den grad hjælp fra en kommunal ledsager, men fordi hun er 84 år gammel, kan dette ikke lade sig gøre.

Hun skulle i stedet have ansøgt om hjælp, før hun fyldte 67.

- Mit daglige liv er meget kedeligt og trivielt. Tiden bliver meget lang, fordi der er så lidt, jeg kan beskæftige mig med. Det er kedeligt og trist, lyder det fra Aase Hansen, der samtidig forklarer, at hun ikke har søgt om hjælp noget før, da hendes mand tidligere tog sig af hende.

Han døde dog for syv år siden, og siden da har det været sværere og sværere for Aase Hansen at klare sig selv.

I dag er hendes færden uden for hjemmet i Hillerød derfor begrænset til en gåtur rundt om boligen.

Og Aase Hansen er ikke den eneste blinde dansker, der ikke kan få hjælp på grund af sin alder.

Op mod 6.000 andre blinde er ligeledes over 67 år og står derfor uden ledsager. Det anslår Dansk Blindesamfund, der kalder reglerne for diskrimination.

- I bund og grund er det jo aldersdiskrimination. Det er, som om man betragter det synshandicap, der opstår hos borgere over 67 år, som slidtage og derfor ikke lige så alvorligt. Men det er mindst lige så alvorligt for de mennesker, så de skal have en hjælpende hånd, siger Thorkild Olesen, formand, Dansk Blindesamfund til TV 2. 

Derfor opfordrer Dansk Blindesamfund til, at børne- og socialministeren, Mai Mercado, fremsætter et folketingsforslag om at ændre Serviceloven, så også blinde borgere over 67 år kan få tildelt en ledsagerordning.

Læs også: Forældre kæmper om penge efter skilsmisse: Gamle regler favoriserer mor