Ambassadør føler sig krænket af DF: Det er nedværdigende og fornærmende

Skrevet af Nils Würtzenfeld

22/06/2016

Dagens topnyheder

I længere tid har debatten raset om brugen af ordet 'neger', der for mange er både stødende og misvisende.

Nu melder den amerkanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford sig ind i debatten, efter han i weekenden til stede ved et arrangement hos Dansk Industri på Folkemødet på Bornholm. Det skriver BT.

Her havde han blandt andet til opgave at bedømme en række humoristiske og politiske sange, men blev stødt, da Dansk Folkepartis Ungdom, DFU gik på scenen.

For til melodien ’California dreaming’ sang ungdomspartiet bl.a.:

- Der er Obama, og han er ’neger’. Og uden talent, han er ikke nogen ’bro’.

Også DF's Søren Espersen har bramfrit benyttet sig af ordet 'neger', og Rufus Gifford føler sig i den grad stødt, når politikere insisterer på at bruge ordet.

Han mener, at det er både fornærmende og nedværdigende at bruge ordet ’neger’ om mørklødede personer i den offentlige debat.

- Som ambassaden skrev i en meddelelse i går, så er ordet meget nedværdigende for mange mennesker, og vi foretrækker, at det ikke bliver brugt, siger Rufus Gifford til BT.

DFU har efter Folkemødet valgte at undskylde for sangen til den amerikanske ambassadør, der er gode venner med præsident Obama.

Ifølge ungdomspartiet brugte de ordet som en reference til socialdemokraten Jeppe Kofod, da han oversatte Søren Espersens kommentar Obama forkert på Twitter. Desuden handlede sangen også om præsidentkandidat Donald Trump, påpeger partiet.

Til BT fortæller DFUs formand Lucas Hultgren, at de nu helt vil undlade at bruge ordet i fremover.

- Det støder en masse mennesker, og det skulle vi have tænkt over, da vi lavede vores gimmick. Det var jo bare ment som en sjov reference og et forsøg på at være morsom, fortæller Lucas Hultgren.

Rufus Gifford har efterfølgende godtaget undskyldingen fra DFU.

- Ordet er nedværdigende på engelsk, og som amerikaner er det fornærmende at bruge det. Men partiet har undskyldt, og vi har accepteret undskyldningen, siger han.

Til gengæld vil Dansk Folkepartis Søren Espersen ikke rette ind efter Giffords kritik.

- Jeg vil ikke lade mig diktere af amerikanske følelser, men har forståelse for, at det i en amerikansk kontekst er forkert at bruge ordet ’neger’,« siger Søren Espersen i en kommentar til Giffords kritik.

 

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: