Arbejdsmarkedsforskere kritiserer ny kampagne fra Dansk Industri

Skrevet af Kristine Bugbee

22/04/2015
Polfoto

Mest læste i dag

Danmarks største udfordring lige nu er mangel på arbejdskraft. Det mener Dansk Industri, som i dag har lanceret en ny kampagne med det budskab, at danske politikere bør diskutere økonomiske reformer.

Et af forslagene fra erhvervsorganisationen er blandt andet, at tusindvis af danskere skal gå fra offentlig forsørgelse som førtidspension og kontanthjælp til beskæftigelse.

Kampagnen undrer Flemming Ibsen, som er professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet. 

- Dansk Arbejdsgiverforening har været ude med samme melding. Men det, der ligger lige for, er de arbejdsløse. Vi har stadig lidt over seks procent, som er ledige og står til rådighed for arbejdsmarkedet, så jeg forstår ikke, hvorfor man bliver ved med at koncentrere sig om dem, som er længst væk fra arbejdsmarkedet, siger han til Dagens.dk.

Arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet Bent Greve er enig i, at der mangler fokus på de ledige. Han tror heller ikke på forslaget om at hente arbejdskraft blandt personer på overførselsindkomst.

- Det er ikke realistisk overhovedet. Det er i forvejen enormt svært at få førtidspension. Det betyder ikke, at enkelte på offentlig forsørgelse ikke kan arbejde nogle få timer, men det er ikke helt så enkelt, som de lige vil gøre det til.

- Problemet er ikke, at der er mangel på arbejdskraft. Problemet er, er der er mangel på job. Det er selvfølgelig fint, hvis man kan rykke nogle folk fra offentlig forsørgelse til arbejde, men der er flere ledige, som gerne vil ind på arbejdsmarkedet, siger han med henvisning til den seneste arbejdskraftundersøgelse, som viser, at flere end 200.000 danskere uden for arbejdsmarkedet rent faktisk gerne vil have et job. 

Læs også: Erhvervstop råber politikerne op: Vi har brug for flere hænder

Bent Greve mener, at Dansk Industri forenkler billedet af arbejdsmarkedet.

- Det kan godt være, at der mangler arbejdskraft i stærkt specialiserede brancher, men generelt er manglen på job et langt større problem. Hvis jobbene er der, så står folk klar til at tage dem. Desuden ser arbejdsmarkedet forskelligt ud i forskellige dele af landet, og derfor er det ikke så enkelt. som de gerne vil gøre det til, siger han, og Flemming Ibsen er enig:

- Det største problem i årevis har været manglen på job. Så kan der være nogle områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, men der kan jobcentrene ret hurtigt besætte de job, hvis de støvsuger jobcentrene og a-kasserne for ledig arbejdskraft.

Formålet med kampagnen fra Dansk Industri er ifølge direktør Karsten Dybvad at ruske op i politikerne og få dem til at tale om andet og mere end velfærd.

- Vi er nødt til at snakke om, hvad vi skal leve af. Vi kan ikke kun diskutere fordelingen, siger han til tv2.dk.

Følg Dagens.dk for flere lignende artikler: