Bare bryster kører videre på Movias busser trods kritik

Skrevet af admin

26/06/2014
Bare bryster på Movia-busser
Foto: Nygart Privathospital/Facebook
Movia vil ikke begrænse den kommercielle ytringsfrihed. Det må være op til Folketinget, mener trafikselskabet.

Dagens topnyheder

Trods massiv kritik fastholder trafikselskabet Movia reglerne for busreklamer. Det betyder, at der fortsat vil være bare kvindebryster på selskabets busser.

Movia har i løbet af foråret fået en del kritiske henvendelser om en reklame for Nygart Privathospital, der vises på Movia-busser. Reklamen viser et par nøgne, smukke og velformede kvindebryster.

Kritikken har handlet om, at reklamen kan give selvværdsproblemer, at den udviser et nedsættende kvindesyn eller på anden vis er stødende.

Men Movia har nu besluttet, at man fortsætter med at følge de generelle spilleregler, som er sat op i lovgivningen.

- Vi har to undtagelser, som vi bliver ved at have – dels at vi ikke bringer reklamer mod den kollektive trafik, og dels at vi ikke bringer reklamer for religiøse anskuelser eller bevægelser, siger bestyrelsesformand for Movia Thomas Gyldal Petersen i en pressemeddelelse.

- Reklamerne på Movias busser indgår i et stort mediebillede, hvor vi i Danmark har vide rammer for ytringsfrihed, også kommerciel ytringsfrihed.

- Det er en praksis, som bliver fulgt bredt i den kollektive trafik. Hvis den kommercielle ytringsfrihed skal begrænses, ser vi helst, at det sker generelt fra Folketingets side og ikke specielt i ét enkelt trafikselskab.

Reklamer for kosmetiske operationer er tilladte, hvis reklamen overholder både lov om markedsføring af sundhedsydelser og markedsføringsloven. Movias vurdering er, at den kritiserede reklame er lovlig.

Ifølge Thomas Gyldal Petersen har man på et bestyrelsesmøde drøftet argumenter for og imod reklamen med bare bryster på busserne.

Imod er fremhævet risikoen for nedsættende syn på kvinder samt lavt selvværd i forhold til bestemte kropsidealer.

Efter en afstemning, hvor bestyrelsesmedlemmerne Jens Mandrup og Allan Ahmad stemte imod, og de syv øvrige bestyrelsesmedlemmer stemte for, har bestyrelsen besluttet at fortsætte med de gældende regler for busreklamer.

Movia er Danmarks største trafikselskab med cirka 213 millioner passagerer om året, 460 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger.