Berørt sygehuspersonale mødes efter mistænkelige dødsfald

Skrevet af admin

03/03/2015

Dagens topnyheder

Efter at en 29-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet i en sag om flere mistænkelige dødsfald på Nykøbing Falster Sygehus, har sygehusledelsen tirsdag holdt møde med personalet for at informere om efterforskningen.

- Personalet er naturligvis meget berørte af situationen, og det taler vi selvfølgelig med dem om. Fra sygehusets side giver vi den støtte, personalet måtte have brug for, siger Arne Cyron, sygehusdirektør på Nykøbing Falster Sygehus, i en pressemeddelelse.

Flere end 200 medarbejdere deltog i personalemødet. Der arbejder cirka 1300 mennesker på Nykøbing Falster Sygehus.

Sygehusdirektøren understreger, at sygehuset fortsætter sin normale drift, og at politiets efterforskning ikke har indflydelse på sygehusets daglige arbejde.

Nykøbing Falster Sygehus har ingen yderligere kommentarer til politiets efterforskning og vil ikke svare på flere spørgsmål - også af hensyn til arbejdsroen.

- Jeg har fuld forståelse for den store opmærksomhed, sådan en situation giver anledning til, men fra sygehusets side vælger vi at prioritere personalet og patienterne.

- Da vi i øvrigt ikke har oplysninger, der kan supplere politiets oplysninger, har vi aktuelt ikke mulighed for at stille op til interview, siger han i en skriftlig meddelelse fra Region Sjælland.

Hvor mange mistænkelige dødsfald, der er rejst sigtelse for, er endnu uvist.

Formanden for regionsrådet i Region Sjælland har tirsdag sagt, at han vurderer, at man trygt kan behandles på sygehuset:

- Vi har endnu ikke overblik over, hvad der er sket. Men min vurdering er, at Nykøbing Falster er et patientsikkert sygehus, som vores borgere kan være trygge ved at blive behandlet på, siger Jens Stenbæk (V) til Berlingskes netavis.

Da grundlovsforhøret mod den nu fængslede 29-årige kvinde mandag blev holdt bag dobbelt lukkede døre, er den præcise sigtelse mod hende ukendt.

/ritzau/