To biler kører galt på E20-motorvej: En person dræbt

Skrevet af admin

24/06/2016

Mest læste i dag

Én person har mistet livet i en trafikulykke på E20-motorvejen ved Københavns Lufthavn.

Det oplyser Københavns Politi.

- To biler er kørt galt mellem afkørsel 15 og 16. En person er afgået ved døden, siger vagtchef Carsten Reenberg.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 02.07. Tidligt fredag morgen har bilinspektører været på stedet for at fastslå, hvad der var årsag til trafikulykken.

- Den ene af de to biler holdt stille i første vognbane. Føreren var stået ud af bilen og stod skråt bag køretøjet. Han bliver påkørt i høj fart af en bil, der kommer kørende med to personer i, siger Carsten Reenberg.

Politiet ved endnu ikke, hvorfor manden havde forladt bilen. Det undersøges nu, om bilen forinden var gået i stå.

Der var ingen andre personer i bilen.

De to personer i den anden bil er ikke kommet noget til i forbindelse med ulykken.

- De er begge uskadt, men er chokerede, siger vagtchefen.

Da de pårørende til den dræbte endnu ikke er underrettet, er det ikke muligt at få oplysninger om eksempelvis hans alder.

Som konsekvens af den voldsomme ulykke var motorvejen spærret i vestgående retning fra Sverige til København mellem afkørsel 15 og 16.

Det betød, at bilister i en periode skulle igennem lufthavnsområdet og på motorvejen igen ved tilkørsel 17.

Omkring klokken 04 blev der dog igen åbnet for trafik på strækningen.

/ritzau/