Brand i campingvirksomhed i Vejle er under kontrol

Sydøstjyllands Politi har ophævet den varsling om sundhedsskadelig røg nær Isabellahøj i Vejle, som blev udsendt torsdag eftermiddag.

Dermed kan beboere i området igen færdes udenfor og åbne vinduer og døre.

Advarslen gjaldt borgere i området vest for Isabellahøj afgrænset af motorvejen mod øst, Horsensvej mod nord, Nørremarksvej mod syd og Stadion Alle mod vest.

Røgen kom fra en brand i en virksomhed, der sælger og reparerer campingvogne og -udstyr. Sydøstjyllands Politi oplyser torsdag aften, at brandvæsenet har styr på situationen ved campingfirmaet.

- Branden på Isabellahøj i Vejle er under kontrol. Brandvæsen efterslukker, skriver politiet på Twitter.

Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Bent Hedeager Nielsen er det for tidligt at konstatere, hvad der udløste flammerne.

- Teknikere skal i morgen undersøge og forsøge at fastslå, hvad årsagen til branden er, siger vagtchef Bent Hedeager Nielsen.

Han forklarede dog torsdag eftermiddag, at det tilsyneladende var en selvantændt campingvogn, der satte bygningen på Isabellahøj i brand kort før klokken 15:30.

Alle medarbejdere i bygningen blev derefter evakueret.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV