Buræg er stadig de mest solgte æg i Danmark

Skrevet af Kristine Bugbee

20/02/2017
Buræg er stadig danskernes foretrukne æg.

Mest læste i dag

Selvom buræg de seneste år har været så omdiskuterede, at samtlige danske supermarkedskæder i 2016 tog initiativ til helt at udfase dem frem mod 2020, er de stadigvæk de mest solgte æg i Danmark.

Det viser indvejningstal, som Fødevarestyrelsen opgør, skriver Søndagsavisen.

Tallene dækker over solgte æg til detailhandlen og foodservice, som er restauranter, kantiner osv. De viser, at salget af økologiske æg og skrabeæg næsten er fordoblet siden 2010, mens salget af buræg er faldet med 27 procent.

Alligevel blev der solgt 20 millioner kilo buræg i 2016, og det er fem millioner kilo mere end både skrabeæg og økologiske æg.

- Debatten om økologi preller stadigvæk af på en stor del af befolkningen. Samtidig er der rigtig mange, som ikke har et husholdningsbudget, der tillader, at man betaler så meget mere for økologiske æg og derfor fortsat køber det billigste produkt – og det er buræg, siger Jon Fuglsang, der er Madsociolog på Professionshøjskolen Metropol.

Det er fortrinsvist i de større byer, at økologiske æg vinder frem, mens salget af buræg fylder mere, når man kommer væk fra de større byer, oplyser interesseorganisationen Danske Æg til Søndagsavisen.

På sigt vil buræg dog forsvinde, når supermarkedskæderne udfaser dem. Herefter vil skrabeæg overtage førerpositionen som de mest solgte æg, vurderer Jon Fuglsang.

- Det bliver det billigste produkt, og ud fra den betragtning er jeg ret sikker på, at skrabeæg vil være det mest solgte, siger han.

I 2016 blev der solgt 20,1 millioner kilo buræg, 14,7 millioner kilo skrabeæg, 14,5 millioner kilo økologiske æg og 3,4 millioner kilo fritgående æg.