Dødsbrand i København sender fire brandfolk på sygehuset

Skrevet af admin

03/05/2015

Mest læste i dag

En voldsom brand har søndag kostet en ældre kvinde livet og sendt syv personer - herunder fire brandfolk - på sygehuset.

Branden opstod i en lejlighed på Østerbro i København og betød, at politiet i en periode afspærrede Jagtvej.

De fire brandfolk kom til skade, da nogle iltflasker eksploderede.

- Vi var blevet advaret af en nabo om, at der var iltflasker i lejligheden, fortæller operationsleder Kristian Næsted fra Københavns Brandvæsen til Ritzau.

- Det var en voldsom brand, og vi blev nødt til at trænge ind i den brændende lejlighed, men vi tog vores forholdsregler, fortsætter han.

Ifølge Københavns Politi blev enkelte personer evakueret fra ejendommen i forbindelse med branden.

- Desuden er tre beboere bragt til sygehuset til observation for røgforgiftning, siger vagtchef Carsten Reenberg.

Mens røgdykkerne arbejdede på stedet, eksploderede flere af iltflaskerne og forårsagede en stikflamme og en trykbølge, der var så voldsom, at fire brandfolk måtte køres til sygehuset til undersøgelse.

- De var selvfølgelig alle konfuse og chokerede, men de var i stand til at redde sig selv og hinanden ud, siger Kristian Næsted.

Sidst på eftermiddagen var de fire brandfolk udskrevet, de to kunne straks genoptage deres arbejde, mens to foreløbig er sygemeldt, oplyser operationslederen.

- De sidste to har brug for nogle dage til at sunde sig, og de skal blandt andet have tjekket deres hørelse igen, siger Kristian Næsted.

Brandvæsnet har nedsat en undersøgelsesgruppe, der skal undersøge ulykken nærmere.

Den voldsomme brand og eksplosionen betyder, at beboerne over og under den udbrændte lejlighed skal genhuses.

- Lejligheden ovenover har fået sætningsskader i forbindelse med eksplosionen, mens lejligheden nedenunder er ubeboelig på grund af vandskader fra slukningsarbejdet, forklarer Carsten Reenberg.

Årsagen til den voldsomme brand er endnu ikke kendt.

/ritzau/