Danmarks ulandsbistand er den laveste siden 1983

Skrevet af Nils Würtzenfeld

19/04/2017
Foto: Polfoto/PETER HOVE OLESEN
Foto: Polfoto/PETER HOVE OLESEN
Den danske udviklingsbistand er raslet ned og er på det laveste niveau i 34 år. Men det er kun positivt, hvis man spørger regeringen, der ønsker at sænke den yderligere.

Dagens topnyheder

Mens en historisk stor sultkatastrofe i øjeblikket truer millioner af børn i Nigeria, Somalia, Sydsudan og Yemen, befinder den danske ulandsbistand sig på det laveste niveau i 34 år.

Danmarks samlede udviklingsbistand landede nemlig i 2016 på 0,75 procent af bruttonationalindkomsten (BNI), hvilket ikke er set lavere siden 1983, hvor udviklingsbistanden lå på 0,73 procent af BNI. Det skriver Altinget.

Faldet er drastisk alene i forhold til året før. I 2015 lå bistanden nemlig på 0,85 procent af BNI, hvilket svarer til et mærkbart fald på flere milliarder kroner. Det viser nye tal fra OECD

Men spørger man regeringen, så er tallene godt nyt.

Faldet er nemlig en del af regeringens målsætning om at sænke udviklingsbistanden til 0,7 procent af BNI.

- Vi sagde op til valget for snart to år siden, at vores udbetalinger til udviklingsstøtten skal ligge på 0,7 procent, som er FN's anbefaling. Vi vil hellere bruge pengene til andre ting i Danmark som eksempelvis sundhedsområdet, siger partiets udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen til Altinget.

Hos Socialdemokratiet langer partiets udviklingsordfører, Mette Gjerskov dog ud efter regeringen. Hun mener, at det er en fejl at skære i udviklingsbistanden, og at vi i stedet bør stræbe efter en mere lige verden.

Især ønsker Socialdemokratiet at styrke kvinders rettigheder i udviklingslandene og mener, at udviklingsbistand en investering i en mere bæredygtig verden, som også kan komme danskerne til gode.

Mette Gjerskov møder opbakning hos Lars Engberg-Pedersen, der er ekspert i udviklingsbistand og seniorforsker ved DIIS.

Han mener nemlig, at det på sigt kan få konsekvenser for Danmark at skære i ulandsbistanden.

- Udviklingsbistand er ikke et spørgsmål om at være god og naiv. Det handler om vores egne interesser også. Vi lever i en verden med stadig flere kriser, som kræver, at man gør en indsats – og her er udviklingsbistanden et af vores mest effektive redskaber, siger Lars Engberg-Pedersen til Altinget.

Læs også: Mand lægger selfie på nettet dagen før sit bryllup: Politiet sætter gang i menneskejagt