Danskerne jagter ulovlige LSD-svampe i skovbunden

Skrevet af webmaster

08/08/2018
Spids nøgenhat
Her ses en håndfuld af Europas mest hallucinogene svamp, 'spids nøgenhat'. Svampen stortrives i Danmark og frister hvert år plukke-lystne danskere i skovbryn og på åbne sletter. (Billede: Wikimedia Commons)
Europas mest hallucinogene svamp, 'spids nøgenhat', stortrives i Danmark. I disse dage forsøger plukke-lystne danskere at finde frem til den lille 'humørbombe', inden den lukker ned for vinteren. Eksperter advarer uvidende om at spise den.

Dagens topnyheder

Hvis du var ung i 60'erne, eller har hørt dine forældre tale om de vilde 'flower power'-dage, så ved du også, hvad LSD er.

Til dem, der ikke gør, er det et psykedelisk stof, der giver vilde hallucinationer i stil med træer, der pludselig taler til dig eller lygtepæle, der bukker sig ned. Med andre ord; det påvirker din hjerne.

Det skriver MX.

Psilocybinsvampen 'spids nøgenhat' har samme virkning og er den stærkeste af sin art i Europa. I disse efterårsdage står den stolt i den danske muld i skovbryn og på åbne sletter, hvor køer og får græsser. I hvert fald lidt endnu.

Sidste udkald

Lige så snart nattefrosten for alvor bider sig fast, er det slut med den lille klokkeformede svamp, som siden 2001 har været ulovlig at besidde og indtage. Årsag: Stor risiko for 'bad trips' og forgiftning.

Om det er spids nøgenhattens 'sidste udløbsdato', der lige nu får danskerne til at tage på udkig efter den lille 'humørbombe', vides ikke? Men danskerne er i hvert fald til at få øje på i skovbryn og på sletter.

- Jeg møder jævnligt folk i skoven, der er på udkig efter den. Én gang kom en mand op til mig med ti forskellige svampe i hånden og spurgte, om der var en spids nøgenhat iblandt. Der var der ikke, siger lektor ved Statens Naturhistoriske Museum med speciale i nordeuropæiske svampe, Thomas Læssøe.

Han understreger med sin historie, at spids nøgenhatten er ekstrem svær at genkende, og at man derfor kan gå gruelig galt i byen i forsøget på at finde svampen.

- Jeg kan jo ikke direkte fraråde folk at lede efter den eller spise den, men det er en svamp, man skal tage meget alvorligt. Ikke alene fordi, man ikke kan være sikker på, at det rent faktisk er den, man spiser. Derfor skal man tænke sig godt om, før man putter noget i munden, siger han.

Giftlinjen behandler jævnligt forgiftninger

Thomas Læssøe fortæller, at han aldrig selv har spist spids nøgenhat. Det har flere af hans venner dog, så lektoren kender til svampens psykedeliske virkninger samt bivirkninger. Det samme gør de på Giftlinjen på Bisbebjerg Hospital.

- Det sker jævnligt, at folk kommer herind med en forgiftning efter indtagelse af psilocybinsvampe. Det sker også med spids nøgenhat, men det er oftest ved indtagelse af mere potente svampe, som folk køber i udlandet, siger overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling/Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, Peter Jacobsen.