Desperat nødråb fra faren til kvalt fireårig: Hjælp mig, Helle Thorning

Skrevet af Sol Stoffregen

26/12/2013

Dagens topnyheder

Siden Carsten fik den ubegribelige besked om, at hans fireårige søn, Rasmus, den 16. december blev kvalt af sin mor i Aalborg, har den ulykkelige far kæmpet for at sønnen skulle begraves i København.

LÆS OGSÅ: Mor kvæler sin fireårige søn i Aalborg 

Moren, der er sigtet for at have drabt sin søn med de bare næver, har bestemt, at den lille dreng skal stedes til hvile i Aalborg den 28. december kl. 11. Den beslutning er truffet efter aftale med Skifteretten i Aalborg og er fuldt lovlig, fordi moren havde den fulde forældremyndighed over Rasmus.

Carsten ønsker, at sønnen skal begraves på Frederiksberg i København, hvor han selv bor. Således at han kan besøge og passe sønnens gravsted. I Carstens øjne har moren afskrevet sig retten til at bestemme, hvor sønnen skal begraves, eftersom hun dræbte ham.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med   

Uden succes har Carsten kontaktet både justits- og kirkeministeren i håb om at blive hørt. I et sidste desperat forsøg har den ulykkelige far skrevet til statsministeren i dag, skriver Ekstra Bladet, som har offentliggjort brevet i dets fulde længde. Carsten ønsker ikke at stå frem med efternavn. 

LÆS CARSTENS BREV TIL STATSMINISTEREN:

Kære Helle.

Jeg skriver til dig, fordi jeg er far til den lille dreng, der blev slået ihjel af hans mor oppe i Ålborg sidste mandag. Jeg vedsender det brev, som jeg sendte til Karen Hækkerup, som udtrykker min harme over denne sag. Jeg skriver til dig Helle, fordi du er det øverste hoved i vores regering og jeg håber virkelig at du kan hjælpe mig.

Jeg har nu i de sidste dage skrevet til justitsministeren, kirkeministeren, socialministeren og jeg har ringet til ministeriet for børn og unge på Christiansborg. Alle viser stor medfølelse og sympati, men sender mit ønske om dispensation til Rasmus` begravelse frem og tilbage mellem hinandens ministerier. Jeg fik et meget personligt svar af justitsminister Karen Hækkerup, som jeg havde bedt om vejledning til hvilken vej jeg skulle gå ang. min søns begravelse/dispensation til at begrave min søn. Hun meldte tilbage at hun ikke kunne gøre noget og mente helt klart at det var kirkeministerens bord. Dem har vi dog talt med tidligere og de mener ikke at de i denne sag kan gøre noget.

Så kære Helle - kan du se mit problem. Jeg har simpelthen haft verdens lækreste lille dreng, som man nu har sendt tilbage, til hans mor, så hun kan træffe de sidste beslutninger om hans rejse til det uendelige. Jeg har talt med flere politikere, som klart mener at det er en fejl, at man stadig har noget at skulle have sagt over sit barn, når man har slået det ihjel og mener det er en fejl i loven som vil blive lavet om. Jeg er selv 100% sikker på, at denne lov inden for kort tid vil blive lavet om, men det hjælper desværre ikke mig eller min afdøde søn.

Kære Helle derfor vender jeg mig til dig, som øverste leder af vores regering for at bede om din hjælp til at sætte de rigtige ministre sammen eller selv som den øverste leder, træffe beslutningen om at jeg kan få lov til at begrave min søn på Frederiksberg. Det er blevet besluttet fra moderens side, at min elskede dreng skal begraves oppe i Nordjylland lørdag den 28.dec. 2013 kl.11.00. Så jeg håber i vil bruge en halv time af jeres jule og nytårsferie på at kigge på min sag. For kære Helle det er helt klart at det her er en fejl. Han har ingen væsentlig familie deroppe og jeg holder ikke tanken ud, at han skal ligge deroppe alene, fordi hans mor, der har kvalt ham, ønsker det.

Jeg vil her til sidst lige opfordre dig til at læse nedenstående, jeg sendte til Karen Hækkerup og så vil jeg ellers ikke forstyrre dig mere.
Jeg håber denne mail vil finde vej til dig inden det er for sent og jeg takker dig på forhånd.

Store hilsener fra
Carsten - Rasmus' far.